Til 4 personer

•  20 blade savojkål eller 400 gr. grønkål

•  Salt og peber

•  1 stort rødløg. hakket

•  3-4 fed hvidløg, hakket

•  5-6 gulerødder i tern

•  2 portobellosvampe i tern

•  Frisk timian – rigeligt

•  1 dl. mørk balsamico

•  2 ds. tomater, i mindre stykker

•  1 lille bæger hytteost

•  Olie

 

Fjern stok/rib fra kål, blancher i letsaltet vand og lad dryppe af på et viskestykke.

Lad løgene simre i olie, til de er blanke. Tilsæt gulerødder, svampe og timian og steg 10 min. Tilsæt balsamico og lad den koge væk. Tilsæt tomater og hytteost og kog den jævn.

Læg kål og fyld lagvis i smurt fad, begynd og slut med kålblade.

Bag ved 200 grader 35-40 min.

Lasagne, ah! Det kan jeg godt få lyst til en gang imellem, og så viser det sig som regel, at der ikke er lasagneplader i huset. Hvad så? Ja, hvad så? Jeg kunne gå ned og købe pladerne, men jeg kunne jo også se, om der var andre muligheder. Og det er der, så længe der er sæson for friske grønkål eller måske savojkål. De er udmærket egnede til formålet. 

Se når den grønne bølge er kommet over mig, er den ikke sådan at stoppe igen. Der var store fine portobellosvampe i køleskabet, og de måtte da kunne bruges i stedet for kød. Det blev så det, der blev til denne aftensmad. Jeg kan godt sige: det var bare godt. Har du så lidt grønt at servere sammen med, er det fuldstændig dejligt. Og så ser det godt ud.

Det er ikke sidste gang, denne ret kommer på bordet, ja, jeg vil gå så vidt som til at sige: vi laver denne version fremover i stedet for traditionel lasagne. 

Måske vil du komme til samme gode erkendelse? I disse tider, hvor de grønne retter vinder rigtig frem – i hvert fald nogle steder – er det en storslået mulighed.

e-max.it: your social media marketing partner