Før midten af 1800-tallet var det et privilegeret erhverv at drive mølleri, hvilket ville sige at møllevirksomhed kun måtte udføres på bestemte adresser efter myndighedernes tilladelse. Utallige gange var reglerne blevet overtrådt, når selvstændigt handlende folk etablerede mindre møllerier først og fremmest i egne med langt til de lovlige møller. Da mølleriet fra 1862 blev lovligt for alle, kom der skred i sagerne. 

Efter 1862 blev der bygget adskillige ny vindmøller af den kendte ”hollandske” type, hvor landmænd kom for, mod betaling, at få malet deres korn. Andre, navnlig ejere af større landbrug, byggede selv mindre møller, men først og fremmest til eget brug. Også mindre landbrug ville være med, og her kommer ”stokmøllerne” ind i billedet. En stokmølle bestod groft sagt af en lodret tømmerbjælke rejst op gennem tagrygningen på laden. På denne monteredes et traditionelt firebladet sæt vinger, som beklædtes med sejl, når møllen skulle i drift. Kraften fra møllevingerne overførtes ved en aksel og et system af tandhjul til kværnen, hakkelsemaskinen, vandpumpen eller hvad der skulle bruges af maskiner. Det var lokale tømrere, der byggede stokmøllerne. 

I begyndelsen var det meste af konstruktionen af træ, også tandhjulene, der sørgede for transmissionen af kraften fra mølle til maskiner. Senere blev mekanikken fremstillet af jern. På den måde kom også smedefaget ind i møllebyggeriet. 

Efter inspiration fra de amerikanske møller, vindroser, der hørte til ethvert amerikansk landbrug, tog også danske fabrikanter af landbrugsmaskiner fat på at producere sådanne møller. Vindrosen var på vores egn den dominerende mølletype på landejendomme, mens tømrervirksomheder, smede og grovvareselskaber for det meste foretrak klapsejlere til at trække maskineriet. Krøjerotoren, der sørgede for at møllen automatisk blev holdt op mod vinden, ses tydeligt på billedet fra Kærvang bag bladene, der ligeledes automatisk ændrede hældning efter vindens tryk, så omdrejningstallet blev så nogenlunde konstant. Vindrosen på Kærvang er efter al sandsynlighed fremstillet af firmaet ”F. Hedemann jun. Hjørring”.

Klapsejleren, der var mere robust end vindrosen i storm, var opsat på et høj mast af jernprofiler. På mange gårde blev klapsejlere såvel som vindroser anbragt på ladens tagryg, men lige så almindeligt var det at lade den opstille for sig selv på gårdspladsen.

Den største tilvækst i antallet af klapsejlere og vindroser, under et kaldet vindmotorer, fandt sted under 1. Verdenskrig, hvor det på grund af eksport til først og fremmest Tyskland var gode tider for landbruget. Et lettere vrissent læserbrev i Aalborg Stiftstidende slutter sådan af: ”At det er en glimrende tid for landbruget ser man flere tegn på, blandt andet de mange vindmotorer, der i denne tid rundt om skyder op som paddehatte”. En mere optimistisk tone er der i et andet indlæg: ”Det er snart sådan, at næsten enhver gård, ja enkelte huse også, har sin motor til hakkelseskæring, tærskning og (korn)maling. De fleste har benzin- eller petroleumsmotor, og af dem, der har den slags motorer, er vindmotorerne altid bleven en del foragtet, hvilket f.eks. betegnel-sen ”Vindfortrækker” vidner om. Men nu kan vindmotorejerne hovere, thi de andre kan ikke få olie til deres motorer, og hestegangene er jo for længst solgt”.

De store kræfter, der blev sluppet løs når en vindmotor var i funktion har, foruden at gøre stor nytte, også medført alvorlige ulykker, idet det ofte var så som så med afskærmning af roterende dele, tandhjul og remtræk. Blandt ulykkerne kan denne fra 1915 tjene som uhyggelig illustration: ”En 15-årig dreng, Alfred Sørensen, som tjente hos Magnus Bonderup i Ny Hasseris, kom i dag ulykkeligt af dage. Trods advarsler gik han for nær hen til gårdens vindmotor og akslen greb fat i hans halstørklæde og hvirvlede ham rundt, så hans nakke brækkede. Sygebilen bragte ham til Amtssygehuset, men inden ankomsten var han allerede død. Han var fra Aalborg, men vi har ikke inden redaktionens slutning kunnet få oplyst hvem han var søn af”.

Vindmotorerne havde som sagt deres glansperiode fra 1. Verdenskrig og nogle år derefter. Nedgangen i antal møller kan ses både i statistikker og i det forhold at flere af de mindre produ-center af møller faldt i løbet af 1920’erne. Petroleumsmotorer og den gradvise udbredelse af elektricitet også på landet gjorde, at også elektromotorer vandt indpas, og at møllerne dermed blev overflødiggjort. I løbet af 1950’erne var de fleste møller sat ud af drift. Enkelte fortsatte dog ufortrødent, og så sent som op mod år 2000 var der enkelte i drift. Nu må de tilbageværende betragtes som museumsgenstande. At ny mølletyper med helt andre formål bliver opsat på lands og til vands i stort antal er så en helt anden historie, som må fortælles på et senere tids-punkt.

 

e-max.it: your social media marketing partner