Under 1. verdenskrig var det svært at skaffe importeret kul. Derfor blev det sat ekstra skub i den traditionelle tørvegravning rundt om i landets moser, også vore egne Hæsum og Sørup moser. Andre folk gik mere nytænkende til værks og ville satse på elektricitet, som indtil da stort set kun var kendt fra de større byer. Elektricitet blev på den tid produceret på kulfyrede kraftværker, så når kullet blev svært at få fat på, måtte der ses på andre muligheder. Selv om Danmark mest er et ”fladland”, så man mange steder muligheden for at bruge vandkraft. Mest kendt er Gudenåcentralen ved Tange (1921) og Vestbirk Kraftværk (1924). I Nordjylland fungerer det lille Bindslev gl. Elværk den dag i dag. 

Også i de mindre byer blev der tænkt store tanker om udnyttelse af vandkraften. I Øster Hornum var det den altid teknologiinteresserede malermester Hovgaard og vennen Christian Rønn, der gik sammen om at få stablet et elektricitetsværk på benene, så folk i byen kunne få elektrisk lys at se ved om aftenen. Det var vandet, der fra byens mange kilder flød ud over engen og ned i bækken til ingen verdens nytte, han havde fået øje for kunne blive drivkraften i et elektricitetsværk. Det første, der blev gjort, var at anlægge en dæmning parallelt med Nibevej ca. 45 meter inde på engen til at opstemme vandet, så der blev dannet en dam. Den der nu går under navnet Svanedammen. For at sikre sig vand nok, fik de lavet et par ekstra boringer i dammen.

Ved det sydøstlige hjørne af dammen, hvor den lille bro nu er, blev bygget et lille hus, der rummede turbine og jævnstrømsgenerator. Vandet i dammen blev holdt tilbage af et stigbord, der blev åbnet, så vandet kunne løbe gennem turbinen, når anlægget skulle i gang.

Når det var ved at blive mørkt, gik Christian Rønn over til dammen og hev stigbordet op, så vandet kunne løbe gennem værket, så borgerne i byen kunne få strøm til deres ene 25 W pære.

Det hele var nok meget primitivt, også installationerne i de små hjem, og der var også begrænsninger på, hvad man kunne tillade sig med al denne luksus. For det første var der problemet med at få vand nok. Det krævede, at man fik sat stigbordet i hver aften, så når klokken var ved at være hen imod 22, gik Christian Rønn over og lukkede for vandets udløb til turbinen. Forinden havde han dog blinket tre gange med strømmen, så folk ude i byen kunne forberede sig på mørkets komme og enten vælge at gå i seng, eller også få tændt for petroleumslampen. I løbet af det næste døgns tid var dammen atter fyldt op, klar til lygtetændingstid.

En anden begrænsning bestod i, at kapaciteten kun rakte til lys, ikke motorer, og ingen måtte have pærer med større effekt end 25 watt. Det var altså ikke noget kraftigt lys, man kunne have over spisebordet, men dog nok til at man kunne se at læse og sy, hvis man var tæt nok på. Men trods alt havde man nu her ude på landet begyndt at få del i de nye tiders fremskridt.

Det fortælles i øvrigt, at strømmen en aften udeblev rundt om i byen, og da man så ville undersøge årsagen hertil, opdagede man, at maler Hovgaards malersvend havde fået fat i en 200 watts pære, med det resultat, at han stjal al strømmen fra de øvrige brugere. Større effekt havde anlægget trods alt ikke. 

Eksperimentet, som man må kalde det, varede ikke så længe, men trods alt forsynede bækken og dammen byen med lys i perioden fra omkring 1917 til omkring 1925, hvor Himmerlands Elektricitetsforsyning for alvor begyndte at trække sine vekselstrømskabler ud over hele Himmerland, og så måtte det lille værk lukke, efterladende en stor gæld hos de, der havde aktier i foretagendet.

e-max.it: your social media marketing partner