Baggrunden for denne artikelserie er udgravningen af Støvring Vandmølle i foråret 2021. Der vil blive præsenteret infotavler den 10. juni på stedet.

Af bestyrelsesmedlemmer for ”Lokalhistorisk Arkiv for den tidligere Støvring Kommune”

Rebstrup Uldspinderi

I 1897 blev ”Rebstrup nedre Mølle” omdannet til uldspinderi. Spinderiet kom godt fra start, men importerede uldvarer var svære at konkurrere med. Udbruddet af 1. verdenskrig i august 1914 ændrede forholdet, idet det blev svært at importere udenlandsk garn og de danske uldspinderier fik for en tid en opblomstring, som dog fik en ende, da import af uldvarer igen blev mulig få år efter krigens ophør.

Med udbruddet af 2. verdenskrig i september 1939 kom der gang i uldspinderiet igen. Som under 1. verdenskrig blev der mangel på udenlandske varer, herunder uldgarn. Regeringen (gen)oprettede, som under 1. verdenskrig et varedirektorat, hvis opgave det var at styre varetildelingen bl.a. gennem rationering. For uld betød det, at der blev afleveringspligt på uld, således at fåreavlerne kun måtte beholde en mindre del af den afklippede uld, mens størsteparten skulle afleveres til varedirektoratet. 

_ _ _

Søren Nielsen, amatørarkæolog og lokalhistoriker fra Giver har i 1967 skrevet om uldspinderiet:  

Den sidste tid før krigen var der kun lidt uld for uldspinderiet at arbejde med på grund af, at fåreholdet var en landbrugsgren, som var ved at forsvinde på egnen, men så kom krigen 1940, og arbejdet i uldspinderiet nåede uanede højder - illegalt. Ulden strømmede til i store mængder, og spinderiet gik i døgndrift. Vi fik afleveringspligt for uld og forbud mod at anvende egen produktion, og omgående standsede salg og levering af uld. Rundt om på gårdene fandtes større eller mindre lagre, og det kom nu frem, men ikke til de autoriserede modtagere. Er der noget, der kan få en vare til at forsvinde, så er det, når der fra myndighederne kommer forbud om, at ejeren ikke har rådighedsret over varen. Og er der noget, der kan få den himmerlandske bonde til at reagere lovulydigt, så er det, når han føler sin private ejendomsret trådt for nær. Det ligger urdybt i hans sind. Dertil kom, at det var den almindelige mening, at tyskerne tog ulden, hvis den blev samlet på offentlige samlecentraler. Man havde jo erfaring fra andre varelagre og butikkerne. Det er med alt dette som baggrund, jeg vil, at virksomheden i Rebstrup Uldspinderi i krigsårene skal ses og forstås.

Kræn Masen og Rebstrup Uldspinderi blev kendt viden om. Han havde tilladelse til at modtage og opkøbe uld, som han så skulle føre regnskab over og indberette om til de højere kontrollanter i kontorerne derinde bag Valby Bakke, vel nok til varedirektoratet, som aldrig har været populært ude i befolkningen. Det var sikkert såre lidt, der blev indberettet om. Uldspinderiet ligger noget afsides under bakkerne mellem Mølledammen og engen i Aadalen. Fra Astrupvejens bro over åen går der en sti hen over engen til spinderiet. En dag i et af de første krigsår, jeg havde ærinde til spinderiet, lå der hundredvis af cykler på engen langs stien. Ved uldspinderiet stod der folk i store klynger, og i og ved indgangsdøren til lagerhuset stod folk så sammenstuvet, så de stod med uldposerne over hovedet for, at de ikke skulle blive trampet ned, og var der en eller anden, som bar sin pose i knæhøjde, var det ugørligt at få den op, så den var synlig. Der gik sære frasagn om de midler, der blev taget i anvendelse for at mase sig igennem, ”ildelugt” f.eks.! Vejen ned til uldspinderiet fra den anden side er ufarbar for biler. Derfor holdt der biler i lange rækker på de to veje oven for bakkerne, og cykler lå henslængt oven for nedgangen til spinderiet. Det var ikke alene folk fra landet, man traf, men også folk fra byerne kom med deres uldpakker.  

Politiet i Nibe vidste selvfølgelig besked med, hvad der foregik, men det ønskede sikkert ikke at blande sig i det, og lad mig sige det med det samme: Politifolkene der var meget afholdte af egnens befolkning. En eller anden kærlig sjæl må jo nok have underrettet de højere myndigheder i København eller andet sted, for en dag holdt en bil med politifolkene i sognerådsformandens gård i Sønderup, og de spurgte om vej til spinderiet. Sognerådsformanden svarede med at byde dem indenfor til en kop kaffe. Da den var nydt og hyggestunden forbi, lod sognerådsformanden forstå, at det vist var bedst, at de listede tilbage den vej, de var kommen. Og det gjorde de. 

Ulden vedblev at strømme ind i stadig stigende mængder til spinderiet. Folk stod i kø længe før solopgang ved dørene. Loft og lagerrum blev overfyldte, og det blev nødvendigt at få modtagelsen bedre organiseret. Jeg husker, at cyklisterne kom i lange striber med uldpakken på cyklen, og kort efter kom de tilbage med samme pakke; de var bleven afvist, men så havde de en seddel i lommen, hvor der var en dag og et klokkeslet; så kunne de komme igen, hvis de kunne legitimere sig med seddelen. Arbejdet gik sin gang, og der blev set mellem fingrene med Kræn Masens virksomhed til hen mod krigens slutning. Så en dag kom der tilsigelse til ham om at møde i retten i Nibe. Det blev til en bøde, som han valgte at sidde af, og jeg tror nok, at han havde det meget hyggeligt med dem, som skulle sørge for og passe på ham. Befolkningen - kunderne reagerede øjeblikkelig. Der blev sat lister i gang med indsamling til en penge - takkegave. Alle ville være med, og de, som listen ikke kom til, kom til denne. Det var vist ikke nogen ringe sum, der blev samlet; hvor stor ved jeg ikke. Men jeg er overbevist om, at de mange navne på listerne var Kræn Masen mere værd end pengene.  Jeg kan ikke se rettere, end at ulden, som kom til Rebstrup Uldspinderi blev godt anvendt trods lovparagrafferne. Tyskerne fik det i alle tilfælde ikke. 

_ _ _

Kræn Masen fik en bøde på 16.000 kr. og 30 dages arrest. 

Efter krigen forsvandt grundlaget for uldspinderiet snart igen, og i stedet anlagdes fiskedamme på stedet. Dambruget blev nedlagt i 2006.

e-max.it: your social media marketing partner