STØVRING: For 3 år siden blev der i forbindelse med åbningen af Klima Rebild 2019 uropført et stort korværk Den mindste dråbe komponeret af den dengang 19-årige Johanne Grønkjær Lorenzen med tekst af Henrik Larsen.

Efter åbningsdagen blev værket senere samme år genopført ved åbningen af Klimakunst 2019 på Rebild Centret. Ved begge koncerter medvirkede to voksenkor, Støvringkoret og De Rytmiske Unoder fra Skørping samt et børnekor og Støvring Marimbaorkester. I alt omkring 100 mennesker medvirkede ved uropførselen under ledelse af Støvringkorets dirigent Inge Brink Nielsen.

Støvringkoret har valgt nu her i foråret 2022 at sætte dette fantastiske korværk på repertoiret igen, og dele af korværket indgår i korets koncert  lørdag d. 30. april i forbindelse med åbningen af kunstudstillingen Klima Rebild Kunst arrangeret på den lokale kunstnergruppe  Børsterne hos O. Storm Sørensen, Broncestøberiet, Juelstrupparken i Støvring. Her vil Støvringkoret være suppleret med  pianist Per Bach, marimbaspiller Anders Sørensen samt slagtøjsspiller Andreas Mathias Gade. Hele opsættet dirigeres af korleder Inge Brink Nielsen fra Støvringkoret. Koret fremfører ligeledes andre klimarelaterede sange som: Freedom, Riverside, Geronimo og For the Longest Time ved denne koncert.

Efterfølgende opføres dele af korværket  ved korets egen forårskoncert i Huset ved Rådhuset torsdag d. 12. maj, men her er koret kun suppleret med pianist Jens Mathiasen. Programmet er her udvidet med andre spændende korsatser samt dejlige forårssange som fællessange.

Korværk skabt af lokale talenter.

Korværket Den mindste dråbe er inspireret af det natursyn, som er overleveret i Indianerhøvding Seattles tale fra 1854. Denne tale har spillet en stor rolle for miljøbevægelsen helt tilbage fra 76.  

Tekstforfatteren Henrik Larsen er medlem af Støvringkoret og bl.a. kendt som forfatter af tekster til Stubhusrevyen gennem flere år. Henrik har ladet visse citater fra høvdingetalen samt nogle indianske ”Chants” indgå i korværket med en meget spændende effekt.

Komponisten Johanne Grønkjær Lorenzen stammer fra Gravlev, og som 16-årig valgte Johanne meget målrettet, at hun skulle være dirigent, og i den spæde start af sin karriere, søgte hun hjælp hos Morten Friis, kulturskoleleder i Rebild Kommune, som hun gav budskabet: ”Morten, jeg vil være dirigent, og du skal hjælpe mig”. Samme år blev Johanne optaget på DR’s nye Malko-dirigentskole, der er talentudviklingslinje for unge dirigentspirer. Her har hun gennemgået to års undervisning i kor- og orkesterdirektion og fået masterclasses af bl.a. dirigenterne Michael Schønwandt, Thomas Søndergård, Fabio Luisi og Juanjo Mena. Forløbet blev rundet af med en afgangskoncert, hvor hun dirigerede DR Symfoniorkestret og DR Vokalensemble i DR Koncerthus.

I 2018 modtog Johanne, som den yngste nogensinde, Rebild Musikpris på kr. 15.000. Prisen blev overrakt på Opera i Rebild, hvor hun efter modtagelsen dirigerede Aalborg Symfoniorkester gennem overturen til  Bortførelsen fra Seraillet af Mozart. 

I dag anses Johanne som værende ét af Danmarks største dirigenttalenter.

Et sangglad fælleskab

Ud over ovenstående kan Støvringkoret også opleves i Musikkens Hus i Aalborg søndag den 8. maj, hvor koret gennemfører  et fællessangsarrangement med publikum som aktive deltagere i en række fællessange.

Støvringkoret er et rytmisk kor med 38 sangglade kvinder og mænd i mange aldre. Koret har eksisteret i 15 år og synger for at give publikum en skøn og medrivende oplevelse gennem korets stærke, sangglade fællesskab.

Et spændende, udfordrende og engagerende korprogram med masser af dejlige oplevelser venter  publikum. Dog vil man kunne præstere endnu bedre, hvis man fik flere sangglade mænd med i koret! 

De kommende 14 dage bliver med et meget koncentreret program, som skal gennemføres kombineret med korets normale øveaftener, som er hver torsdag i Huset ved Rådhuset. 

e-max.it: your social media marketing partner