Så er vi i gang igen med de forskellige aktiviteter i Himmerlands Folkemusikskole.

Himmerlands Folkemusikskole er en aktiv musikskole, hvor man kan lære at spille eller arbejde i dybden med musikken. Her blomstrer glæden ved at spille sammen og blive bedre og bedre. Det kan fx opleves til de Musikalsk åbent-hus-arrangementer, hvor de elever der har lyst medvirker. 

Som opstart havde Himmerlands Folkemusikskole inviteret til Musikalsk Åbent Hus på Kulturstationen i Skørping. Et musikarrangement, hvor alle, der har lyst til at komme og spille eller synge mødes – udøvende eller lyttende.

Efter halvandet års ufrivillig pause med den slags arrangementer var det spændende, hvor mange der ville dukke op og hvad der ville ske. Omkring 70 forventningsfulde mennesker mødte op og det varede ikke længe før en fantastisk stemning var skabt. Spillelysten og sangglæden var ikke til at tage fejl af.

Det blev et meget varieret program, der strakte sig over de tre timer arrangementet varede. Lige fra et samlet orkester på over 20 musikere til adskillige mindre grupper og solister. Alt fra velkendte ”syng med-melodier” til helt nykomponeret musik, fremført af såvel lokale musikere som de der kommer langvejs fra for at medvirke.

Efter åbent-hus-arrangementet i Skørping er selve undervisningssæsonen startet op igen. Det er skønt at kunne mødes om musikken og at opleve  engagementet, nu hvor gamle er vendt tilbage og også nye er kommet til - og der er stadig plads til flere.

Selvom undervisningen er i gang, kan man godt fortsat komme og være med. Det er ikke for sent at begynde at spille. Flere af eleverne i musikskolen er begyndt i en sen alder. Andre tager det op igen efter en lang pause. Har man lyst til at beskæftige sig med musik, kan det være nu skridtet ind i den levende musik skal tages.

Ud over de hold, hvor man kan lære at spille et instrument, er der forskellige sammenspilshold. Fx er der et nyt sammenspilshold for letøvede og et sammenspilshold, hvor man kan lære at improvisere og eksperimentere med musikken. 

I Himmerlands Folkemusikskole er man glade for at musikken, som der arbejdes med, bliver brugt i mange sammenhænge.

 

e-max.it: your social media marketing partner