Solen skinner, skolen summer af liv mens spændingen stiger… I disse dage springer 156 glade 3.g-elever ud som studenter fra Støvring Gymnasium.

Af Charlotte Ringgaard

 

STØVRING: De klassiske røde huer er markante i bybilledet – særligt i denne uge. Mandag, tirsdag og onsdag ses nemlig den ene glade 3.g’elev efter den anden komme springende ud fra gymnasiet og videre ind i parcelhaverne eller ud i bylivet for at fejre de sidste tre års lærerige og spændende men til tider også hårde kamp for studenterhuen. Stort tillykke til alle studenterne!

Årets første studenter 2021 fik sat huerne på mandag formiddag kl. 10. I år blev hele tre studenter udklækket på samme tid: Naja Lodberg Isaksen fra 3.a, Sofie Rejnhold Søndergaard fra 3.c og Magnus Nøddebo Melgaard Jensen fra 3.d. De tre elever var efter huepåsætningen traditionen tro med til at hejse skolens flag og dermed markere begyndelsen på studenterugen. Efter flaghejsning stod elevernes pårørende klar med blomster, balloner, gaver, bobler og lækkerier. 

Fejring, læseferie og eksamen har på mange punkter i år lignet normaliteten til trods for Corona. Dog har antallet af eksamener været betydeligt reduceret. I år har eleverne kun haft en enkelt skriftlig eksamen, i dansk. Derudover har de været til mundtligt forsvar af deres SRP (den store 3.g-opgave) og to andre, udtrukne mundtlige eksamener, som dog i år kun kunne være elevernes A-niveau-fag.

På den absolutte positivside i denne eksamenstid må regnes, at alle tre årgange, lærere og øvrige ansatte på gymnasiet nu endelig igen har fået lov til at se hinanden smile – uden mundbind – på gangene og igen haft mulighed for at mødes på tværs af klasserne og ligeledes benytte skolens fællesarealer. Det er her skolens særlige SGY-ånd for alvor mærkes – og det har uden tvivl givet et ekstra stemningsløft.

Magnus Nøddebo Melgaard Jensen fra 3.d fik blomster overrakt af rektor Jens Nielsen.

Sofie Rejnhold Søndergaard fra 3.c fik blomster overrakt af rektor Jens Nielsen.

Naja Lodberg Isaksen fra 3.a blev den allerførste elev, som fik studenterhuen på. Rektor Jens Nielsen overrakte blomster på vegne af skolen.

De tre første og meget glade studenter i selskab med rektor Jens Nielsen.

e-max.it: your social media marketing partner