Da Uddannelsesråd Rebild torsdag den 27. maj holdt møde, var formand Thøger Elmelund Kristensen ekstra glad. Og det var der en ganske særlig grund til.

Tekst og foto: Rebild Kommune

REBILD: Uddannelsesråd Rebild har siden 2018 holdt møde to gange om året, hvor der blandt bliver arbejdet med at gøre samspillet mellem folkeskole og ungdomsuddannelserne bedst mulig. Så der var ikke noget nyt i, at der også var et møde i maj i år. Det nye var derimod, at der denne gang var repræsentanter for dem det hele handler om, nemlig de unge der går i skole og skal videre på en uddannelse.

Har været ønsket længe

Det er ikke fordi uddannelsesrådet ikke har ønsket at de unge, som det hele handler om, skulle være med i arbejdet – det har blot ikke været muligt at finde nogen der ville. Men i forbindelse med at der er blevet oprettet et fælleselevråd for kommunens folkeskoler, er det også lykkedes at finde fire repræsentanter blandt eleverne, der ønsker at blive en del af uddannelsesrådet.

Nye input og debat

Formand for Uddannelsesråd Rebild, Thøger Elmelund Kristensen, var da også både glad og forventningsfuld forud for mødet:

- Jeg er utroligt glad for at der er kommen nogen af hovedpersonerne med i rådet. Rådets fornemste opgave er jo at drøfte uddannelse af de unge, med de unge. Jeg er helt overbevist om, at vi nu får en mere åben debat og vigtigst af alt; at der er nogen der stiller de gode, kritiske spørgsmål. For eksempel ”hvorfor gør vi tingene på denne måde?” og ”hvordan giver dette værdi for unge mennesker?” Det er de politiske udvalg, der træffer beslutningerne om skole og uddannelse, men uddannelsesrådet kommer med sparring og kvalificerede input, slutter formanden.

Thøger Elmelund Kristensen er også medlem af byrådet, valgt for Socialdemokratiet, og formand for Børne- og Familieudvalget.

Hvad siger de unge selv?

Der er i alt fire unge med i uddannelsesrådet og en af dem er Sarah Balle Aaen, som også er formand for det fælleskommunale elevråd. Hun glæder sig til arbejdet i udvalget:

- Jeg er utrolig glad for, at vi unge har fået mulighed for at være med i Uddannelsesråd Rebild. Det er her vi kan drøfte hvad der er godt og hvad der kan blive endnu bedre. Det er vigtigt, at vi ser på elevernes individuelle behov og sætter ind med hjælp og støtte lige der hvor den enkelte har brug for det. Vi skal passe på, at det ikke bliver for kasseagtigt og vigtigst af alt: Vi skal sørge for, at det ikke bare bliver snak, men at der også kommer noget handling på bordet! understreger Sarah Balle Aaen.

Udover at rådgive politikerne, har Uddannelsesråd Rebild også en koordinerende rolle mellem skoler, politikere, forvaltning og ungeindsats og har i det hele taget fokus på samarbejdet på området.

e-max.it: your social media marketing partner