Grangårdscentret åbner nu et nyt 900 kvm. stort kontorfællesskab beliggende på 1. og 2. sal i centret, og det er en rigtig god løsning til virksomheder, der ønsker moderne, velfungerende kontorpladser – hvad enten det er i eget kontor eller et skrivebord i et fælleskontor.

STØVRING: Begge etager har netop gennemgået en stor renovering, og fremtræder nu med lyse, moderne kontorlokaler og lækre fællesfaciliteter, der også giver mulighed for fællesskab på tværs mellem lejerne. Der er tale om velordnede kontorforhold med central beliggenhed lige midt i Støvring. Der er lokaler fra 13 kvm. og op efter, og har man brug for meget plads, er det muligt at leje flere lokaler ved siden af hinanden eller lægge lokaler sammen.

- Da vi i efteråret 2019 gik i gang med at renovere og modernisere Grangårdscentret, havde verden ikke hørt om corona. Men vi var ikke langt inde i renoveringsprojektet, før Danmark lukkede ned – og for os betød det, at vi valgte at sætte projektet delvist på standby. Erhvervslivet havde ikke brug for nye lokaler, og alle skulle pludselig arbejde hjemmefra,  fortæller René Thomasbjerg, der er en af drivkræfterne bag Grangårdscentret, og fortsætter: 

- Nu lysner det imidlertid på alle punkter, og kontorfolkene forlader skrivebordene derhjemme for at genoptage de savnede sociale relationer og få mere tilfredsstillende arbejdsforhold end hvad mange hjem tillader. Så nu kan vi også komme videre. Det betyder bl.a., at vi nu åbner et nyrenoveret kontorfællesskab på første og anden sal, og vi glæder os til, at første lejer rykker ind pr. 1. juli.

- Inden længe går vi også videre med den udvendige renovering af centret, fortæller René Thomasbjerg: 

- Vandskuringen af de røde mursten fortsætter, så centret kommer til at fremstå i en lys hvid farve, ligesom den nuværende overdækning mellem bygningerne fjernes, så centret kommer til at fremstå mere moderne og bliver mere lyst og venligt at opholde sig i.

Udover kontorfællesskabet tilbyder Grangårdscentret også erhvervslejemål i stueetagen. Lokalerne har god facadeværdi og anvendelsesmulighederne er mange – fra detailhandel, forening eller café til servicevirksomhed, kontor og liberalt erhverv.

Grangårdscentret har en unik beliggenhed midt i Støvring, og med over 100 parkeringspladser er der gode parkeringsforhold. I centret findes i forvejen bl.a. Støvring eSport, fodklinik, dyrlæge, tandlæge, advokatkontor, frisør, pizzaria samt den velbesøgte Slagter Carlsen.

Grangårdscentret holder åbent hus torsdag den 10. juni, hvor interesserede virksomheder og erhvervsfolk kan blive præsenteret for planerne med centret og opleve de mange muligheder, der er for lokaler og erhverv.

 

Begge etager fremstår moderne og med lækre fællesfaciliteter.

Glimt fra fællesarealet på anden sal.

 

e-max.it: your social media marketing partner