I Danmark kan man finde en række giftige planter. Blandt disse er nogle af de mere kendte, nemlig bjørneklo, gul pastinak og brændenælde.

Brændenælden er nok den mest udbredte og nok kendt af langt de fleste.

Den kan findes alle steder - eksempelvis på åbne marker, i skovbryn og i haven. 

Modsat eksempelvis bjørneklo og gul pastinak, hvor det er saften kombineret med sollys, der kan give de største gener, så er det ved brændenælde de små hår, der sidder på stængel og blade, man skal være opmærksom på.

Hårene fungerer som et hult rør, hvorpå der er en gift kirtel. Ved berøring af håret knækker spidsen af, og via det lille sår som kanten af håret laver i huden, kommer giften ind i huden.

Der opstår herved en smertepåvirkning. Der vil samtidig kunne opstå kløe i det påvirkede område.

Man skal lade være med at klø i det forbrændte område, men i stedet for så bør man skylle det berørte område med vand, således at brændenældens hår skylles af.

Der vil typisk ikke være behov for egentlig førstehjælp, da smerten og kløen forholdsvis hurtigt vil forsvinde af sig selv. Der kan dog bruges noget lokalt bedøvende til afhjælpning af gener.

Der findes dog også en lang række huskeråd, hvor man kan bruge naturen egne midler til at mindske generne ved at blive brændt.

Som noget specielt så indeholder brændenælden sin egen modgift.

Denne er koncentreret i stænglen, så man skal tage modet til sig efter man har brændt sig, og så plukke en brændenælde, for at bruge saften i stænglen.

Et andet kendt naturmiddel mod forbrænding fra brændenælde, er at bruge saften fra mælkebøtte. Der er dog den ulempe, at saften kan give brune pletter på tøjet.

Citronsaft vil også kunne bruges, hvis man skulle have citroner i nærheden.

Er man ikke så meget til planternes egne lægemidler, så kan man bruge sig selv ved at putte sit spyt på det kløende område.

Brændenælder er som udgangspunkt ikke farlige - kun generende, men tænker man på deres gode egenskaber i mad, og den betydning de i naturen, så går et kløende område også nok.

Stænglen på brændenælden er sin egen modgift, når den knuses.