I sidste uge åbnede Rebild Bibliotekerne igen.

REBILD: Biblioteksleder Lone Skov fortæller, at ordningen ”Ring & Hent” fungerede rigtig godt under nedlukningen, men det er rigtig dejligt, at vi er på vej mod normale tilstande igen, understreger Lone Skov. 

Det er dog indtil videre kun i den såkaldte betjente tid, hvor man kan møde personalet, at bibliotekerne har åbent, og altså ikke fra 9.00-21.00, som ellers er det normale. - Det skyldes, at man skal vise gyldigt coronapas, for at komme ind på biblioteket, fortæller Lone Skov, og tilføjer, at man i den betjente tid kan komme ind og læse avisen og kigge på boghylderne efter, hvad man vil låne. Man kan også benytte en borger-PC, ligesom selvbetjeningsautomaterne og kaffemaskinerne er i brug igen. - Selv bogbussen er ude at køre sine ture, og det er vi meget glade for, fortæller Lone Skov. 

Har man lånt bøger lige op til eller under nedlukningen, skal man ikke være bange for at få et gebyr på grund af for sen aflevering, da der er frit lejde på de bøger indtil den 16. maj. 

På rebildbib.dk kan man se, hvornår den betjente tid er på bibliotekerne i Støvring, Skørping, Terndrup og Nørager. På hjemmesiden kan man også læse om de arrangementer som er på vej i maj og juni. 

Her i avisen er de to udendørs arrangementer annonceret. I maj bliver der en aften-krimi-gåtur i Terndruplund, sammen med Kent Langkjær, der skriver krimier med lokalkolorit fra Aalborg og med inspiration fra sit arbejde indenfor psykiatrien.  

I juni bliver der en søndags-haiku-gåtur omkring St. Økssø, sammen med Kim Skotte, som skrev et haiku-digt hver dag i et år. På gåturen skal vi selv prøve kræfter med haiku-digte, som består af tre linier med henholdsvis fem, syv og fem stavelser. Det japanske sprog er vanskeligt at rime på, så derfor har man i stedet tradition for at skrive digte med stavelser, og det er både en enkel og sjov måde at lege med ordene på. 

- Vi glæder os over, at disse ting igen bliver muligt, hvor vi kan invitere til forfattermøder og samles omkring litteraturen og de gode fortællinger, slutter Lone Skov. 

Kirstine, kom forbi for at hente en reserveret bog. Hun er glad for, at det igen er muligt at komme ind på biblioteket.   

e-max.it: your social media marketing partner