Fra den kommende uge vil udgivelse og produktion af Nørager Avis foregå fra Støvring. Henrik Møller der udgiver Folkebladet overtager avisen, og samler produktionen i Støvring.

Nørager Avis fylder i år 88 år og er udkommet trofast hver uge i alle årene. Den har sørget for at de erhvervsdrivende har kunnet komme i kontakt med deres kunder, og at nyheder og historier fra lokalområdet og oplandet er blevet spredt blandt læserne.

Siden 2008 har Steen Lauritzen været redaktør af avisen. Han overtog rollen efter sin far Preben Lauritzen der havde fungeret som redaktør siden 1989.

- I dag er det svært at drive en lille avis som Nørager Avis. En lokal ugeavis udkommer gratis til sine læsere, men der er stadig en produktionsudgift der skal dækkes og det bliver den af avisens annoncer. Sammenspillet imellem vores kollegaer i området er vigtigt når det kommer til at hjælpe kunderne med at dække de rigtige områder, fortæller Steen Lauritzen. Han fortsætter:

- En af mine gode kolleger i lokalområdet er Henrik Møller fra Folkebladet i Støvring. Vi har ofte samarbejdet omkring annonceløsninger, og vi har flere gange drøftet, hvordan en lille avis som Nørager Avis kan fortsætte, og hans idéer og de muligheder der ligger i to fællesdrevne aviser, hvis udgivelsesområder tilsammen dækker det meste af Rebild kommune, ser både han og jeg muligheder i.

Derfor var det også Henrik Møller, Steen Lauritzen tog fat i da corona-krisen gjorde, at annoncer og nyhedstekst stort set forsvandt fra dag til dag. Den løsning man fandt frem til, var at Henrik overtager udgivelsen af Nørager Avis, for her at kunne udnytte synergien imellem de to aviser. Det vil sige at Nørager fortsætter med at udkomme som en selvstændig avis i det samme område, som den plejer.

Nørager Avis 

- Vi er meget glade for, at Nørager Borgerforening og redaktør Steen Lauritzen har vist os den tillid at videreføre Nørager Avis, som har en imponerede 88 år lang historie, fortæller Henrik Møller. 

- Corona-pandemien har været hård ved os alle, og det har været vanskeligt for medier som ugeaviser, som er 100% annoncefinancierede, at få balance mellem indtægter og udgifter. Vi håber på, at både forretnings- og foreningsliv vil tage godt imod os som udgivere, og vil gerne opfordre til dialog om tiltag, der kan være til gavn for lokalområdet og bidrage til Nørager Avis’ fortsatte eksistens. Lokal annoncering er selvfølgelig en vigtig forudsætning, men vi vil gerne opfordre foreninger m.v. til at fortælle om de aktiviteter man har iværksat - ikke mindst i denne corona-tid.

Redaktør Steen Lauritzen har givet tilsagn om at være behjælpelig med at gøre den praktiske og tekniske overgang så overkommelig som muligt, hvilket vi er meget taknemmelige for. Vi kan dog ikke garantere, at der ikke dukker uforudsete udfordringer op, men dem vil der blive taget hånd om. Læsere og annoncører er til enhver tid velkomne til at kontakte os, hvis man har spørgsmål eller gode idéer, der bør afprøves. Vi vil tage positivt mod enhver henvendelse.

Borgerforeningen bakker op om 

Gert Rubæk, der er talsmand for Nørager Borger- og Håndværkerforening - den formelle ejer af Nørager Avis - fortæller: - Vi har gennem de seneste år kunnet følge med i, hvordan udgifterne har overhalet indtægterne, så det kom ikke som den store overraskelse, da Steen i foråret meddelte os, at han så sig nødsaget til at indstille udgivelsen af Nørager Avis. 

Vi havde indstillet os på, at dette betød enden på den gamle avis, og vi blev derfor positivt overraskede over, at Henrik Møller henvendte sig og fortalte, at han gerne ville forsøge at fortsætte avisens udgivelse. 

Det er så ikke længere med borgerforeningen som ejer, men hellere det, end at avisen helt forsvinder. Vi synes, det er vigtigt, at Nørager-området bliver ved med at have et medie, hvor de lokale nyheder er i fokus. 

Vi håber, at borgerne i området vil bakke op om avisen, så vi også i fremtiden vil have et sted, hvor man kan finde oplysninger om, hvad der sker i vores del af Rebild kommune.

e-max.it: your social media marketing partner