Skrevet af Britta E. Nielsen, Støvring. Medlem af bestyrelsen i Lokalhistorisk Arkiv for den tidligere Støvring Kommune.

 

En journalist fra en lokal avis besøger Støvring Vandmølle omkring 1880 og skriver en reportage om besøget. Han beskriver de sanseindtryk, han får under besøget på virksomheden, hvor fokus er på den larmende produktion af jern og stål, der sker i Hammerværket. 

Teknologien optager ham meget. Han interviewer også ejeren Søren Christensen, og vi får mølleejerens karriere og vej til Støvring beskrevet. 

Han er født 1817, er uddannet til smed i Horsens, Blenstrup Sogn og har så bevæget sig som selvstændig smed og landmand fra Vaarst, til Ferslev og senere til Dall, inden han i 1873 køber Støvring Vandmølle, der består af 80 tdr. land jord, en kornmølle og en stampemølle. 

 

Mølledammen; Hammerværket er bygningen lige midt i billedet - den bygning, arkæologerne nu er i gang med at udgrave.

 

Baggrunden er jernbanens ankomst med oprettelse af Støvring Station i 1869, fordi det åbner helt nye muligheder for import og eksport af varer. I artiklen oplyses, at Søren meget klogt har forberedt et generationsskifte, således at sønnen Christen skal overtage kornmøllen og hammerværket, der har afløst stampemøllen, mens en anden søn, Knud Peter, skal bestyre landbruget, der i 1884 bliver udskilt fra vandmøllen og bliver en selvstændig gård i det sydlige Støvring kaldet Møllegaard.

Det specielle ved Støvring Hammerværk er, ifølge journalisten, den omfattende produktion af redskaber til landbruget og især af maskinknive fremstillet af støbestålsplader importeret fra England. Søren Christensen har tidligt fulgt med i den udvikling indenfor stålproduktionen i England, hvor den såkaldte Bessemermetode fra 1850’erne muliggør en omdannelse af råjern til stål i meget større skala end før. 

Fra det tidspunkt begynder Danmark at importere de meget stærke engelske maskinknive af hærdet stål, og det er den produktion Søren gerne vil overtage. 

Landbrugets brug af maskiner er i stærk vækst og Søren ser forretningsmulighederne i en sådan produktion.  Han får dog undervejs problemer med en del af produktionsprocessen.

Importen af engelske støbestålsplader er åbenbart forløbet uden problemer. Her mærker man som læser en tidlig globaliserings vingesus over mølledammen i Støvring. 

En købmand i Aalborg hjemtager pladerne til Søren. Problemet har været den hærdningsproces, støbestålsknivene skal gennemgå for at blive rigtig stærke. I lang tid tror Søren, at støbestålet skal hærdes ved at blive banket i lang tid med hammer, men han opnår derved blot at knivene bliver skøre og sprænges. Søren må til sidst indse, at han må have hjælp. 

Hammeren fra Støvring Hammerværk har været noget lignende den, man nu kan se på Godthåb Hammerværk.

 

I København findes der enkelte fabrikker, hvor man har indsigt i hærdningsprocessen. Bekendte skaffer Søren adgang til en af disse virksomheder, og han rejser til hovedstaden. Her får den bondesnu smed under en rundvisning fat i de oplysninger, han skal bruge af en fabrikant, der ikke aner uråd. 

Metoden Søren anvender er vist moralsk tvivlsom. I dag vil vi jo nok tale om industrispionage.  

Da Søren skaber hammerværket i Støvring fra 1873, har han styr på hele produktionsprocessen og kan fremstille så gode maskinknive, at hans produkter bliver præmieret ved udstillinger og landmandsforsamlinger. 

Journalisten udtaler sig meget positivt om Sørens Christensen samfundsnyttige produktion og om, hvad han har opnået i livet. Søren beskrives som en beundringsværdig mønsterbryder, der kommer fra fattige kår og ved egen ihærdige indsats når sit mål og har en betydelig ejendom og fabriksvirksomhed at give videre til næste generation. 

Han laver 12-14.000 maskinknive om året foruden redskaber og maskiner.  Han skaffer derved arbejde og indkomst til 3-4 familier samt til løsarbejdere. Han forstår reklamens betydning og annoncerer i aviserne for sine produkter, som han sælger gennem brugser, købmænd og andre forhandlere landet over.

Ingen tvivl om, at Søren er en af Støvring stationsbys pionerer. Han bringer moderne industriproduktion til byen. Det bliver hans søn Christen, der efter en udbygning af hammerværket i 1884 for alvor kommer til at udnytte potentialet i mølledammens vandkraft. 

Hammerværket fortsætter til 1930’ernes krise, mens kornmøllen fortsætter til 1958.  

Kortskitse over Støvring Vandmølle med Hammerværket.

e-max.it: your social media marketing partner