Gennem mit arbejde som førstehjælpsinstruktør får jeg hver vinter spørgsmål omkring de skader, der kan opstå i forbindelse med kuldepåvirkning f.eks. ved overnatning ude og kolde gåture hvis vi står stille.

En kuldepåvirket tilskadekommen er generelt kold i hele kroppen (eksempelvis efter at være faldet i koldt vand), mens forfrysninger er mere begrænset til de steder, hvor huden har været udsat for direkte kuldepåvirkning. 

For at styre din varme og kulde når du færdes i naturen, er det vigtigt at du har mange tynde lag på, således at du kan tage et lag af når du bliver varm og ikke lyner en hel jakke op derved bliver for kold. Her vil børn typisk tage jakken helt af og lege videre. 

Husk altid hue, buff og vanter når du færdes i køligt og blæsende vejr - da hoved og hænder afkøles meget hurtigt. Regntøj eller skaljakke er det bedste vindskjold du kan bruge - og så er de også vandtætte, men desværre er der ikke varme i dem - så husk alle dine lag. 

Et fif til jer der altid fryser når i sover i shelter eller telt. Sov med hue om natten og læg dit tøj ned i fodenden af soveposen, så skal du ikke varme den plads op du ikke bruger i posen - især vigtig ved børn der bruger voksen sovepose, eller buk resten af soveposen ned under dem.

Kuldepåvirkning

Når kroppen nedkøles forsøger den at opretholde en temperatur på mindst 30 grader for at beskytte livsvigtige organer.

Dette sker ved i første omgang at aflukke blodtilførslen til de yderste hudlag samt efterfølgende til arme og ben. Kropskernen opretholder således en temperatur på 30 grader, mens den i arme og ben er lavere.

En kuldepåvirket tilskadekommen vil have nedsat bevidsthedsgrad. Muskler og led vil være stive.

Førstehjælpen består i, at tilskadekomne beroliges, bringes i læ, og afklædes eventuelt vådt tøj. 

Tilskadekomne indpakkes i to uopvarmede tæpper, hvor arme pakkes adskilt fra kroppen.

Om muligt gives tilskadekomne noget varmt at drikke. Kroppen opvarmes herved indefra.

Ved kuldepåvirkning i alvorlig grad tilkaldes ambulance.

Forfrysning

Ved en stærk og længerevarende kuldepåvirkning af huden kan der opstå forfrysninger. Dette vil typisk ske for ubeskyttede dele af ansigtet samt i hænder og fødder.

Symptomerne vil som udgangspunkt være tilsvarende en kuldepåvirket tilskadekommen.

Ved en forfrysning bliver området følelsesløst, og huden bliver hvidlig eller grålig. Der vil ved en begyndende forfrysning være en del smerter.

Ved en overfladisk forfrysning kan overfladen som udgangspunkt blive opvarmet gennem kropsvarmen. 

Ved dybere forfrysninger skal tilskadekomne tilses af skadestue eller læge, blandt andet fordi ”optøning” af forfrysning er smertefuld. 

Når bare vi er blevet lidt ’’hygge-kolde’’

Få en ekstra trøje på, nogle gode sokker og lidt lunt at drikke. Men også lidt bevægelse, måske lidt hurtig gang eller en leg - det vil sætte pulsen igang og give varme.

Birgitte gennemgår brugen af AED - hjertestarter.

 

Ny artikelserie ”Førstehjælp i dagligdagen

De sker hele tiden - ulykker i dagligdagen. Nogle af disse ulykker er så alvorlige, at de kræver hjælp fra professionelle til at tage sig af den tilskadekomne. Mange gange er det dog familie, venner eller tilfældigt forbipasserende, der står og skal give den første hjælp.

I en række små artikler vil førstehjælpsinstruktør Birgitte Wilsted Simonsen fortælle om førstehjælpen til nogle af de typiske ulykker, man kan opleve i dagligdagen.

- Jeg har været førstehjælps-instruktør ved Røde Kors i godt 15 år, og her i gennem har jeg fået mange spørgsmål omkring hvordan man yder den mest effektive førstehjælp, fortæller Birgitte Wilsted Simonsen. - Det er heldigvis sådan, at det er langt de fleste situationer i dagligdagen, hvor man selv kan yde den nødvendige førstehjælp, eller hvor man kan gøre en afgørende indsats i de første minutter.

I artiklerne tages udgangspunkt i de guidelines, som Dansk Førstehjælpsråd har opstillet. Disse guidelines vil førstehjælpsinstruktør Birgitte Wilsted Simonsen kombinere med blandt andet personlige erfaringer fra outdoor- og fritidsliv, samt fra undervisning på SOSU-Nord og UCN. Birgitte er til daglig også hjerte-løber, både i den landsdækkende og i den lokale ordning der findes i Støvring.

e-max.it: your social media marketing partner