Tekst: Lions Club Svenstrup - Foto: Steen Pedersen

Så er Kalender 2021 på gaden. Den største aktivitet i Lions Svenstrup er udgivelsen af den årlige kalender med tema fra faunaen, dyre- og fuglelivet i den flotte Svenstrup Ådal. I år har Kalender 2021 overskriften Dyrelivet i lokalområdet, og er opbygget med en utrolig flot billedserie af fugle, insekter og dyr ”fanget” med kameraet i situationer i Ådalen med en baggrund i de forskellige årstider. 

Det er nu 8. gang Lions Svenstrup udgiver denne flotte lokale årskalender, hvor de tidligere temaer har været 2015 Bjergbanestien Cykel & gangstier, 2016 Bjergbanestiens Flora, 2017 Ådalens Fugle, 2018 Ådalens Sværmere, 2019 Ådalens Dyreliv, 2020 Fuglenes Årstider. 

De tidligere  årgange har været bygget op over billedserier med foto taget af fotograf Lene Vandtved, men i år er billederne taget af den lokale fritidsfotograf Steen Pedersen. De smukke billeder med Ådalens idyl har gjort kalenderen til et samleobjekt, som efterhånden har bevirket, at publikum står i kø for at sikre sig et eksemplar. Kalenderen blev sidste år totalt udsolgt (nærmest revet væk).

Der er i år trykt 750 eksemplarer, som vi håber på igen vil blive godt modtaget. Igen i år vil I også blive mødt af børn fra skoler, som kommer rundt og tilbyder kalenderen. Vi har aftale med Guldbæk Friskole og Lyngbjerggårdskolen i Godthåb, hvor de modtager 20,- kr., for hver kalender de sælger som bidrag til anvendelse i børnenes gruppe-/klasseaktiviteter. 

Ligeledes får vi hjælp fra medlemmer af Rideskolen Stald VBF i Godthåb. Tag venligst godt imod de unge mennesker, som kommer rundt med kalenderen.

En række sponsorer fra lokalområdet har støttet op omkring udgivelsen ved at tegne annonce i kalenderen. Vi er meget taknemmelig for den store opbakning fra vores sponsorer.

e-max.it: your social media marketing partner