Opfordring til borgere i Øster Hornum og Guldbæk

Af Kathrine Kofod

Øster Hornum og Guldbæk Sogne er kendt for at være nogle stærke lokalsamfund, hvor ildsjæle bygger op og inspirerer hinanden, og hvor nye ildsjæle kommer til og skaber nye tiltag.

Det er måske også en af grundene til, at menighedsrådsvalget ikke blev afgjort med valgforsamlingen den 15. september. Her blev der ellers valgt seks medlemmer til menighedsrådet og tre stedfortrædere. Men da der efterfølgende blev indleveret en alternativ liste med tre nye kandidater, skal der nu være afstemningsvalg i næste uge, som vi kender det fra tidligere. 

Fire af dem, der blev valgt i september har sidenhen trukket sig, hvilket betyder, at der på de to lister nu er opstillet i alt otte kandidater til de seks pladser. 

Alle folkekirkemedlemmer over 18 år i Øster Hornum Sogn kan nu stemme på dén kandidat, de mener vil gøre det bedst for sognet og kirken. 

Valg af ny præst!

En af de vigtigste opgaver for det nye menighedsråd, er valget af ny præst. Samtidig er menighedsrådet ansvarlig for bl.a. aktiviteter ved kirken, bygningernes vedligehold og personalets trivsel - det er altså ikke ligegyldigt, hvem der kommer til at stå i front for arbejdet ved kirken de kommende år. 

Ligesom det er vigtigt med en aktiv borgerforening og et stærkt institutionsliv, ligeså vigtigt er det med en stærk, lokal, aktiv og vedkommende kirke i sognet.

Det er derfor vigtigt, at mange vil bakke op ved at stemme til valget den 17. november - og dermed vise kandidaterne deres opbakning.

Se annonce i Folkebladet med listerne med de opstillede kandidater samt og tid og sted for valget.

¨

e-max.it: your social media marketing partner