Var man én af dem, der havde indløst billet til koncerten med Per Christian Frost fredag aften i Stubhuset, kan man meget vel være gået hjem med en følelse af at have fået en tidlig julegave.

Af Henrik Larsen - Foto: Mads Bødker

STØVRING: Egentlig burde Per Chr. Frost have haft gaven, da han kunne fejre sin 66 års fødselsdag på scenen i Stubhuset, men når det nu skulle være, så er det da udmærket selv at dele gaver ud, når man har fødselsdag. Gaven den aften bestod i en helt formidabel koncert med en kransekage af Frosts egne numre og hans og bandets fortolkninger af andres – toppet som afslutning på koncerten med ”feel good-nummeret” Old Friend’s Back fra albummet af samme navn, der kickstartede Per Frosts solokarriere i 1990.

Forinden var vi til start blevet budt velkommen med bandets fortolkning Peter Greens smukke og stemningsfulde instrumentalnummer Albatros i en udførelse, så man allerede dér fornemmede, det ville blive en aften i musikalsk høj kvalitet. Men med backing af keyboard-guden Kristian Fogh og de lige så mesterligt spillende Eddie Jarl på trommer og Henrik Møller Pedersen på bas samt en lydmand i Henrik Kjærgaard, der fik det hele til at stå superflot, så var det hele ligesom lagt i gode og faste hænder. Selvfølgelig med guitarvirtuose Per Chr. Frost i front.

Gennem sin mere end 50-årige karriere har Per Chr. Frost ladet sig inspirere af alskens musikgenrer, hvilket aftenens cocktail også blev blandet i. Således mestrer Frost og band nærmest alle genrer fra rock’n’roll, blues, soul, reggae over pop til latin-fusion. Sidstnævnte effektueret i instrumentalnummeret Cardenas Revisited, hvor der  i den grad blev åbnet op for musikerlegepladsen med eminente og veludførte soli til alle. Dér blev det hamret fast med syvtommersøm, hvor gode musikere de hver især er.

Repertoiret på Frosts indtil videre otte soloalbums fra førnævnte Old Friend’s Back (1990) til seneste udgivelse The Calling (2018) har været et mix mellem vokalnumre og instrumentalnumre. Således var koncerten også denne aften i Stubhuset en god blanding af det hele og et mix af Frosts egne numre, fortolkninger af andres inklusive et par Bob Dylan tekster tilsat Per Chr. Frost-melodier, som hr. Dylan så scorer hele KODA-kassen på. I virkeligheden synes undertegnede, at Bob Dylan burde betale en del tilbage, især for melodien til Only A Hobo. Frosts er, med al respekt for Dylan-fans og temmelig subjektivt vurderet, meget mere iørefaldende. 

Instrumentalnumrene har ét eller andet over sig: Der er ikke en lead-vokal, man skal fokusere på. Godt nok en lead-guitar, men fraværet af tekst og sang gør, at musikken i sig selv og i særdeleshed musikerne hver især får plads til at træde meget mere frem.  Og med så dygtige musikere på scenen var særligt instrumentalnumrene med til at give følelsen af, at man havde fået en tidlig julegave. Hvilken koncert!

e-max.it: your social media marketing partner