Skønhedskonkurrence for truet og udskældt bytype

SKØRPING: Foreningen Historiske Huse skyder torsdag den 29. oktober konkurrencen Danmarks Smukkeste Stationsby i gang – Skørping er blandt de 10 nominerede. 

Baggrunden er, at de godt 500 danske stationsbyer, som er rammen om tusindvis af danskeres liv, er en truet bytype, og mange af dem er i dag mærket af butiksdød og forfald. Renoveringer, ombygninger eller ligefrem nedrivninger er mange steder udført uden respekt for stedernes oprindelige arkitektur og bymiljø.  Men stationsbyerne rummer historiske, kulturelle og bygningsmæssige kvaliteter, som det er værd at bevare for eftertiden. Og som kommuner, politikere, borgere og bygningsejere bør værne om med lokalplaner og borgerengagement.

For selv om stationsbyerne ikke var anset som så fine som havnebyer og købstæder og var udskældte af Emma Gad og kultureliten, dengang de skød op over hele landet, så var stationsby-arkitekturen og gadebilledet nøje gennemtænkt, med selve stationsbygningen som byens livsnerve.

Et panel på fem eksperter har udvalgt 10 nominerede stationsbyer fordelt over hele landet, så danskerne selv via en online afstemning kan afgøre, hvilken stationsby, der er den smukkeste. 

Vinderen offentliggøres fredag den 13. november. 

 

SKØRPING STATION

  • Skørping Station blev opført i 1898 på banestrækningen mellem Randers og Aalborg i den nordlige del af Rold Skov. 
  • Da damplokomotiverne krævede forsyning af kul og vand undervejs på deres rute, blev Skørping Station etableret som ’vandstation’, og dermed er byen, i modsætning til andre stationsbyer fra samme tid, ikke anlagt i tilknytning til en eksisterende landsby, men som ren stationsby. 
  • Siden er byen Skørping vokset op omkring stationsmiljøet, hvor flere af de oprindelige funktioner, som f.eks. vandtårnet og gæstgiveriet er bevaret. 
  • Byens bevaringsværdier knytter sig til stationsmiljøets funktions- bygninger og arkitektur, heriblandt stationsbygningen og vandtårnet, som begge er fredede, posthuset, den gamle gæstgivergård samt de omkringliggende villaer inkl. tandlægehuset. 
  • Skørping Stationsby har stor værdi, som skyldes den tydeligt aflæselige udvikling omkring jernbanen. Det centrale stationsmiljø i Skørping har bevaret sin integritet og mange af sine oprindelige bygningsværker, der indeholder store arkitektoniske kvaliteter.
e-max.it: your social media marketing partner