Der var dobbelt op på Allan Olsen i Stubhuset fredag aften, hvor man af corona-hensyn havde den populære kunstner til at give to koncerter på samme aften.

Tekst. Henrik Larsen Foto: Mads Bødker

Allan Olsens koncert i Stubhuset var for længst udsolgt, inden coronaen ramte landet med alle de store udfordringer, den har påført landets spillesteder. Heldigvis kan man nu igen opleve levende musik i trygge rammer, men på grund af publikumsbegrænsningerne blev den udsolgte koncert delt op og afviklet over to gange. To koncerter på samme aften – og så oven i købet til samme hyre, fik den gode hr. Olsen indskudt med en ironi, der også indikerede, at han er glad for at kunne komme ud at spille igen.

Desværre, kan man sige, var det kun Stubhusets stab af ansatte og frivillige, der fik mulighed for at høre Allan Olsen to gange, for så vidt det kunne spores, var det ikke to éns koncerter, der blev afviklet, hvilket man sagtens kan forestille sig, Allan Olsen ville finde for kedeligt og ensformigt. Så kunne han, med én af hans yndlingsvendinger, lige så godt arbejde i en bank. Derfor skriver han, med egne ord, heller ikke sange, der er nemme at synge med på. Hvilket man jo heller ikke må, og hvilket han så alligevel dristede sig til at opfordre til hen mod slutningen på denne aftens anden koncert. Både i sangen Lorna, hvor der var fællessang på et langt aaaaa med god bugstøtte på ordet Varnæs – og i sangen Gajo. Der blev sunget med helt sikkert med corona-hensyn i baghovedet på aftenens publikum, for der blev sunget meget afdæmpet og meget fint.

Det er sagt og skrevet utallige gange før, men Allan Olsen er altså én af vores allerstærkeste tekstforfattere og en mester i historiefortællinger og poesi tilsat hans fine melodier. Jeg skriver det her i et sært lille land, hvor regnvejr er eneste slagtøj (Helikoptermyg). …og mens duggen render sammen i dråber af vand, bliver til langtrukne streger af liv (Han har tænkt) er et par eksempler på poetiske tekstlinjer, ligesom: Vi fik Tupperware parties, vi fik
Breezer Bacardi’s (Inden Bay City Rollers kom frem) er et enkelt eksempel på hans mange, underfundige rim.

Allan Olsen er virkelig en storyteller og entertainer og én af vore allerbedste, der både i sang og hans oplæg til sangene mestrer at hylde vores dronning (Vores dronning) og at komme med diverse ”svirp” som i Det nyeste sort, hvor han tegner kontrasten mellem hans egen ungdom og de rige unge i dag, der gæster Skagen og har græs mellem tænderne fra Noma, mens han om ”sine egne” synger vi har altid haft det nordiske køkken til at vokse op af markerne her. Og så i næste sang er han dybt poetisk som i den smukke hyldest til hans bedstefar Stille glød i mørket. Den er fantastisk. Det er virkelig stærkt.

En halvt fyldt sal, men alligevel en helt udsolgt koncert forsvarligt afviklet og med en Allan Olsen, der ikke gik på kompromis og oven i købet spillede noget længere forventet, sådan var rammerne denne fine fredag i Stubhuset. Det var en god og stemningsfyldt aften, der havde sin egen charme – selv om vi alle, også for spillestedernes og kunstnernes skyld – drømmer om, at vi snart kan sidde i de propfyldte sale og synge med igen.

SET-LISTE

1. Regn på vej

2. Mens folk snakker 

3. Staklernes hus

4. Helikoptermyg

5. Tilfældigt strejfet

6. Stille glød i mørket

7. Vi lå jo i Herning….

8. Inden Bay City Rollers kom frem

9. Mergelgraven

10. Vores dronning

11. Det nyeste sort 

12. Det blo’ hus

13. Lorna

14. Lille ørred

15. Gajo

16. Hjørringvej

17. Han har tænkt

 

e-max.it: your social media marketing partner