Mange tror, at mindfulness er noget, man kan have i ørerne eller noget man kan gå til en gang imellem. Men mindfulness er meget mere.

Det er meget mere end det, det er en måde at leve på, fortæller MBSR-lærer (mindfulness baseret stress reduktion), Anette Ravn.

- Jeg kan godt blive lidt ærgerlig, når jeg f.eks. hører Brinkmann eller andre fremstående personer kritisere begrebet mindfulness. For ofte er det i virkeligheden ikke mindfulness, der kritiseres, men snarere det faktum, at vi har et samfund, hvor det faktisk er nødvendigt at træne basale mentale færdigheder for at gebærde sig i en stresset verden - og jeg kan ikke være mere enig. 

Jeg er bestemt også enig i, at vi ikke skal træne for at kunne klare mosten, så der lige kan skrues en ekstra tand op for tempoet - snarere tværtimod, siger Anette Ravn.

- Jeg kan også blive ærgerlig over at møde begrebet blandt undervisere, der ikke har sat sig rigtigt ind i det og ikke er tilstrækkeligt uddannet til at undervise i mindfulness. Men sådan er det desværre indenfor denne verden.

Anette fortsætter: - Mindfulness er opmæksomheds- og  nærværstræning, der opnås ved meditation, yoga, kropsscanning og udfyldning af skemaer. Alt sammen bl.a. for at lære at kunne håndtere svære situationer og følelser. 

Vi vil med vedvarende træning stadig kunne blive bange, kede af det og vrede. Og det skal vi også, for det er jo vores overlevelsesstrategier.

Men vi vil via træningen i højere grad være i stand til at slappe af, ikke tage ting så personligt og så tungt, være taknemmelige for det, vi har, og være til stede her og nu - i stedet for i fortiden eller fremtiden. 

- Vi vil blive bedre til at reagere på vores følelser i stedet for med vores følelser. Og ikke mindst vil vi lære at skelne mellem det, vi kan gøre noget ved og det, vi ikke kan gøre noget ved.

MBSR er forskningsbaseret og trænes over 8 gange. Imellem gangene træner deltagerne selv og registrerer forskellige reaktioner, hensigtsmæssige som uhensigtsmæssige samt små glæder i ugens løb, slutter Anette Ravn.

e-max.it: your social media marketing partner