STØVRING: Bestyrelsen bag Havnebyfesten må erkende, at det ikke er muligt at afvikle årets byfest i Støvring. Bestyrelsen var ellers godt i gang med planlægningen, og idéerne til byfesten i 2020 var mange, både fra byens borgere og fra bestyrelsen selv.

- Vi er selvfølgelig utrolig ærgerlige over at måtte aflyse årets fest. Ikke mindst fordi det efter en lang tid med ”sammen og hver for sig”, ville have været fantastisk at mødes fysisk igen, fortæller Stefan Ulrich.

Mange krumspring
- Vores byfest er jo en fantastisk lejlighed til at få snakket sammen og hygget med hinanden, forklarer Stefan Ulrich, formand for bestyrelsen havnebyfesten.

- Vi har i bestyrelsen forsøgt at gøre mange krumspring for at finde en form hvor vi kan afholde byfesten og samtidig overholde de nuværende Corona retningslinjer. Dette har vi desværre ikke kunne finde, uden at kompromiserne blev for store.

Mini-byfester
- Hvis kalenderen stadig er reserveret til byfest her i august, så kunne borgerne jo overveje, om man selv skulle holde en mini-byfest. Støvring handel og erhverv vil præsentere et par aktiviteter i denne weekend inden længe.

- Mødes med dem, I plejer at mødes med til byfesten, eller måske dem fra vejen.

- Så kunne man jo købe take away-mad fra de lokale madsteder, blomster fra den lokale blomsterhandler, kage fra bageren og så videre, opfordrer Torsten Topbjerg, medlem af bestyrelsen bag Havnebyfesten.

- I bestyrelsen glæder vi os til en fantastisk byfest i sidste weekend i august (27.-29. aug.) 2021 sammen med alle Støvring og omegns borgere. Så husk at skrive datoen i kalenderen allerede nu.

Vi er klar til at trække i arbejdstøjet igen, forsikrer formanden for Havnebyfesten.

Spørgsmål til Havnebyfesten kan stilles til formanden Stefan Ulrich på 2972 8840.

e-max.it: your social media marketing partner