STØVRING:Der var en god dialog og debat blandt de 60 fremmødte borgere, da Støvring-Sørup Lokalråd havde inviteret til borgermøde om Støvring i krisens tegn, hvor flere gode idéer blev luftet.

Støvring-Sørup Lokalråd havde håbet på at få en god debat med borgerne i Støvring til krisemødet i Stubhuset torsdag den 7. september, og det fik de!
Jeppe Søe var hentet ind som ordstyrer, og gav et inspirerende oplæg i starten, efter at formand for Lokalrådet, Mogens Dam Andersen, havde budt velkommen.

Fællesskab gør en by stærk
I sit oplæg udtrykte Jeppe Søe, at der sker rigtig mange gode ting i Støvring. Der er mange foreninger og stort aktivitetsniveau, mange forretninger og dagligvarebutikker, gode transportmuligheder med motorvejen tæt på, flere virksomheder, mange nytilflyttere og generelt stor interesse for byen. Så han oplevede ikke, at Støvring er i krise nu, men at byen kan ende med at komme i krise, hvis borgerne ikke står sammen som et fællesskab, snakker sammen, mødes og bruge hinanden og byen og bakker op om fælles aktiviteter, butikker m.m.
- Fællesskab gør en by stærk, sagde Jeppe Søe blandt meget andet.

Børn og unge, fælles areal for alle og opdeling i byen
Blandt deltagerne til mødet blev der snakket meget om mulighederne for byens unge, og at der mangler et sted, hvor de har mulighed for at være på deres egne præmisser – som ligger uden for mulighederne ved Ungdomsskolen.
Støvrings unge er fornuftige unge mennesker, som er godt med, men der mangler aktiviteter eller steder, som appellerer til dem, og hvor de kan mødes på tværs af foreninger. Mange unge søger til andre byer for fx at skate el.lign.
Der blev også talt meget om, at Støvring, grundet sin størrelse, er opdelt i mindre subkulturer alt efter, hvilke områder af byen man bor i. Holdningen var, at det ikke er muligt at lave Støvring til et landsbysamfund, da der trods alt er 8.000 indbyggere, men at byens borgere skal huske at bruge sine medborgere, byens aktiviteter og foreninger for at skabe et godt fællesskab på tværs.

Idéer som arrangement målrettet byens nytilflyttere og Generationernes Hus
Nogle af de konkrete forslag til mødet, var en idé om et eller to årlige arrangementer for alle nytilflyttere, hvor byen, foreninger m.v. havde mulighed for at præsentere sig, så folk ved, hvad der sker i byen, og fx hvilke sportsgrene man kan gå til. Derudover var der også et ønske om, at gøre Ungdomshuset til et generationshus, hvor pensionister m.fl. kan bruge Ungdomshuset i dagtimerne, da der mangler et fælleshus eller lokale til denne målgruppe.
Der var også god debat om de grønne muligheder i byen, som, flere mente, skal tænkes meget mere ind i planerne for byen.
Derudover blev der bl.a. snakket om grunden, hvor Materielgården ligger, hvor der i den kommende tid skal skabes noget nyt, hvilket endnu ikke er fastlagt. Til krisemødet var idéerne var mange, og ønsket var et fælles sted for alle, med både natur og forskellige aktivitetsmuligheder, som kan være med til at skabe fællesskab i byen.  
Slutteligt opfordrede Jeppe Søe borgerne til at tænke over, hvor de sætter deres kryds den 21. november, og vælge lokale kandidater fra byen, der vil noget godt for Støvring.
- I Lokalrådet vil vi i den kommende tid se på de konkrete forslag, som vi modtog til borgermødet og på mail, med henblik på at lave en plan for vores fremtidige arbejde og kommende indsatser, fortæller Mogens Dam Andersen.

Af Pia Bøgelund Ravnholt

e-max.it: your social media marketing partner