
- Onsdag, 30. august 2017
STØVRING: Havnefesten i Støvring 2017 blev en kæmpesucces. Det gode vejr trak masser af mennesker ned omkring Torvet og Jernbanegade, og det hele kulminerede med rekordstort fremmøde til grisefesten lørdag aften.
Bankospillet havde holdt flyttedag til fredag aften, og det var en god rokade. Salget af plader steg med ca. 50 %, idet der blev solgt ca. 454 plader fordelt på ca. 125 spillere. Der var så mange fine gevinster fra byens handlende og enkelte privatpersoner, at der blev afviklet 12 spil.
Biografklub fængede ikke
Fredagen helt store nyhed var biografklubben. Her er konklusionen entydig, det var ikke det, Støvrings borgere vil bruge deres fredag på. Om formiddagen var der fin opbakning fra børnehaverne – små 100 børn så ”Dyrene i Hakkebakkeskoven”, men aftenens to andre forestillinger blev kun set af i alt 33 publikummer.
Rundstykker udsolgt på under en time
Det gratis kaffebord lørdag morgen, som Mesterbageren, Bisgaard og Jutlander var vært ved, blev endnu en gang et tilløbsstykke. De 300 rundstykker var væk på under en time.
Lokal underholdning og børneaktiviteterne trak godt
I løbet af eftermiddagen var der udstilling af flotte motorcykler, amerikanerbiler og veteranbiler, masser af børneaktiviteter og underholdning af det lokale boyband ”Kendix”, fejende flot opvisning af Dusty Boots og livsbekræftende opvisning af Støvring Seniordansere. Det var en blanding, der trak masser af mennesker ned på byfestpladsen.
Nyt lotteri
Det nye Spar Nord Lotteriet faldt i god jord. Vinderen af 1. præmien til en værdi af 3.500 kr. på et gavekort til Hotel Legoland blev Knud Dahl, hvor der er ophold midt i alle herlighederne med masser af børnevenlige aktiviteter.
Pølsevogn og frokost
Under hele HavneBYfesten var der pølsevogn på pladsen, og det var en populær bod at besøge. SuperBrugsen lækre frokostmenu ”Spis alt hvad du kan for en 50,-” var så populært, at der blev solgt 225 kuverter.
Meny stod for det lækre store grisebord om aftenen.
Sort af mennesker til modeshowet
I år var modeshowet flyttet i nye rammer på torvet med udgang fra scenen og ud på et podie, der var belagt med den røde løber. Det var et step opad, og der var sort af mennesker.
Michael Jensen fra Stubrevyen speakede sikkert under afviklingen af modeshowet. De lokale mannequiner gjorde det virkeligt godt med at præsentere efterårets nye trends på både tøj, sko, briller og hår m.m. fra de 11 butikker, Brillenyt, Profiloptik, Røde Kors, Mathstore, Stof og Mode, Footsteps, Noah, Me & Eliza, Wagner, Salon Brandt og Hair By Valsøe.
Populær gåtur
Lene Aalestrup havde knap 30 med sig på gåturen rundt til nogle af Støvrings nyeste projekter mens der var knap så mange ude at løbe.
Rævekagekonkurrencen vundet af Thøger
I anledning af det kommende valg til byrådet var der arrangeret bagekonkurrence. Otte partier/lister dystede i at pynte den bedste lagkage. Det blev til nogle flotte kager, men dommerne vurderede at den bedste til denne disciplin var Socialdemokratiet, som stillede med Thøger Kristensen.
Udsolgt af Grisebilletter
Efter sidste års udsolgte grisefest var kapaciteten i teltet øget til 300. Sidste øjeblikskøbene var så store, at der blev plads til rekordmange, nemlig 310 spisende. Det blev en brag af en fest. Der er noget logistik, der skal forbedres til næste år, men der blev spist, snakket, sunget, danset... og drukket. Festens resultat er ikke gjort op endnu, men Støvrings borgere kan godt lide fadøl, der røg 1.000 liter fadøl.