Folkebladet har modtaget erindringer fra Støvring i 1930’er fra Henning Juul Nielsen.

Alle foto er fra perioden 1925-1935, og er stillet til rådighed af
”Lokalhistorisk Arkiv for den tidligere Støvring Kommune” ved Niels Nørgaard Nielsen.

AFSNIT 1: Jeg startede i Støvring Skole i foråret 1933, efter at have gået i seks forskellige skoler. Jeg begyndte som 6-årig i 1929 i Gandrup, men så flyttede vi til Vebbestrup, derefter Doense og så Lille Rørbæk Friskole. Nr. fem skole var Ravnkilde og så Sørup.
Mit held var, at skole nr. syv var Støvring  Det var en stor skole efter den tids forhold. Fire klasseværelser og en gymnastiksal og et lille lokale, der var indrettet til bibliotek. Der var tre lærere og en lærerinde ansat.
Én af de første dage på den nye skole stødte jeg sammen med anden dreng på legepladsen og vi tumlede om på jorden, og straks samledes der en kreds omkring os. ”Er det for alvor?” blev der spurgt. Om vi svarede ved jeg ikke, men vi begyndte da at slå løs på hinanden. Det endte med, at jeg fik nogle knytnæveslag i ansigtet, som resulterede i et par ”blå” øjne. Jeg har aldrig været god til at slås.
Som ny på skolen skulle jeg selvfølgelig mobbes, selvom vi ikke kendte det ord dengang. Men øgenavne fik vi. Der var ”Sningelpeter” ”Smørstikkeren” ”Spidsmus” ”Knold og Tot”. Jeg blev kaldt ”Ligevægt”. Det kom sig af, at en dag vi legede ved tømmerladen ved snedker Abildgaard, da blev jeg opfordret til at balancere på et bræt lagt over en rundstok. Jeg skal lige havde fundet ligevægten, sagde jeg. ”Ligevægt” brølede de store drenge. ”Du kan sgu selv være ligevægt”, og så var det navn hægtet på mig, og det holdt i hele min skoletid.

Henning Juul Nielsen. Billedet er fra 2003.

Det var også i 1933 den store udstilling i Aalborg blev arrangeret, NU, og Aalborgtårnet blev bygget. Jeg var med Støvring Skole på udflugt til udstillingen. Det var en kæmpe oplevelse, ikke mindst turen med den rullende trappe op til tårnet, og videre med elevator op i tårnet med udsigt ud over Aalborg. Én af udstillerne Bryggeriet Urban havde en stand, hvor vi endda måtte   smage sodavand.
Førstelærer A. Alstrup,  havde vi til religion og naturhistorie. Han arrangerede en til to gange om ugen en tur ud i naturen. Der lærte vi om blomster, planter og insekter m.m. Alstrup var også bibliotekar. Formedelst 25 øre kunne man få et lånekort. Det var ingen, der fandt, at det var urimelig dengang. Jeg fik snart inter-
esse for at låne bøger.
Hr. og fru Alstrup rejste til Tyskland i 1934 for at overvære passionsskuespillene i Oberammergau. Det var en sensation dengang, hvor der ikke var ret mange, der rejste på ferie udenlands. Der var dog en trafikassistent Smeltz på Støvring Station, han og hans kone rejste også engang på ferietur til Tysland. Det blev der også snakket om i byen.
Lærer Alstrup var også degn og kirkesanger. Jeg husker, at når han gik op og ned ad kirkegulvet, så kunne han fiske sit lommetørklæde frem fra den sorte jaket og pudse sin næse med et ordentlig brag, så det rungede i hele kirkerummet. Han var en streng lærer og meget ambitiøs på skolens vegne.
Dengang havde læreren også beføjelser udenfor skolens område. Havde vi lavet skarnsstreger ude i byen, og det kom læreren for øre, så vankede der godt nok reprimander dagen efter. Han havde den irriterende måde at afhøre ”ofret” på,  at sætte tommelfingeren i hagen og så ruske op.
Engang var vi fire knægte - med Ole Fjeldsted Iversen i spidsen - nede på banearealet, hvor vi rev nogle grene af træerne og slæbte dem op på landevejen og smed dem ud foran bilerne (skør idé). Uheldigvis var der nogle passagerer i en rutebil, som genkendte os, og det blev meddelt skolen, så dagen efter, ved lærer Alstrup, blev vi kaldt op til katederet, og så blev vi afhørt skarpt, om vi virkelig havde stjålet sveller nede på banearealet og smidt dem ud foran bilerne. Vi burde da vide, at vi kunne blive skyld i en ulykke. Vi nægtede dog at det var sveller - dem ville vi ikke kunne slæbe så langt. Men det var lige meget, Alstrups tommelfinger i hagen gjorde ondt, og det værste var dog, at det allerede var blevet fortalt min mor, da jeg kom fra skole. Men jeg har dog aldrig på mine mange forskellige skoler oplevet at nogle elever har fået tærsk af spanskrør, som mange af min generation ynder at fortælle.
”Wolle” Ole Fjeldsted Iversen var så absolut skolens største skarnsdreng, og vi andre var mere eller mindre betaget af hans meriter. Hans hjem var i den gamle kartoffelmelsfabrik, og det var en god legeplads, nok ikke ufarlig, men det tænkte vi ikke over. I resterne fra fabrikken stod stadig de store cementbeholdere, hvor man skyllede kartoflerne. Der stod stadig vand i dem, og vi rendte rundt på kanterne. Der skete dog aldrig noget.
På ”Wolles” initiativ indrettede vi en hule, hvor vi skulle prøve at ryge cerutter, som ”Wolle” stjal af sin fars beholdning. Senere blev vi andre opfordret til at rapse cigaretter i Krabsens Træhandel. Vi kunne også købe løse cigaretter i Høkerens butik nedenfor skolen - 5 øre pr. stk.
Jeg var ellers blevet gode venner med Frits Rhode, hvis forældre drev Herre- og Damefrisørsalon i en nybygget ejendom nabo til Støvring Kro. Byens flotteste hus, syntes jeg da. Jeg blev inviteret til Frits’ fødselsdag, hvor vi fik boller og chokolade. Hjemme fortalte jeg, at i Frits’ hjem var der guldtapet på væggene! Og de havde en stor flot radiogrammofon med mange plader. Min mor bebrejdede mig, at jeg i en periode svigtede Frits’ kammeratskab til fordel for ”Wolle”. Affæren med træ-
grenene fik dog øjnene op for mig, så jeg langsomt bakkede ud af skarnsstregerne sammen med ”Wolle”. Det kostede mig godtnok en blodig næse.               
Men lærer Alstrup var en meget dygtig lærer. Han indførte også dengang noget helt nyt inden for undervisningen, nemlig anskuelsesundervisning, hvor vi lærte om alt andet end religion, regning og stavning, som
f.eks. at bruge en køreplan, gå på biblioteket, udfylde blanketter m.m. samt ekskursion ude i naturen  for at botanisere. Vi lærte alt om liguster, naur, bøg, ahorn,  marguritter, bellis og følfod m.m.
Der var også en lærer Nymand, som senere blev udskiftet med lærer Jessen, og også skiftende lærerinder, som jeg ikke husker meget om. Men lærer Hans Poulsen, ham husker jeg. Han var også en kendt digter og forfatter. Hos ham skulle der også være orden og disciplin.
Hans undervisningsform var også ganske anderledes end i andre skoler på den tid. Under et ophold i Tyskland havde han set og oplevet ”Den frie skole” d.v.s. at børn er forskellige, nogle er bedre til noget end andre, og der er altid noget, den enkelte kan - f.eks. at tegne og male eller lignende. Og det overførte han til Støvring Skole.
Der var ikke noget terperi. Vi havde bl.a. fritegning og maling med vandfarver og farvekridt. I vore sangtimer sang vi ikke bare de almindelige danske sange, vi sang også kanons og vi sang flerstemmig og nogle sang solo. I det hele taget gjorde han alt, for at få den enkelte elev  til at udfolde sig på områder, hvor han/hun var bedst.
Vi var selvfølgelig stolte over at have en kendt digter som lærer. Helt naturligt lærte vi en masse om danske digtere og forfattere, og i det hele taget meget om dansk litteratur.
Vi havde også engang besøg af Thomas Olesen Løkken og Johan Skjoldborg.  Et af Hans Poulsens pudsige digte lød frit oversat: ”Yvst i Byste, Moust i Braste, Mads i Hjeds, Å mæ ve Andreases.
Han har også skrevet flere digte og romaner - måske ikke de mest læste. Jeg havde et godt forhold til Hans Poulsen. Kun en enkelt gang blev vi uvenner, og det var så absolut min skyld - eller det var nu nærmest ”Wolles” skyld, Ole Fjeldsted Iversen. Han var altid ude på ballade, og vi andre var dumme nok til at hoppe på. En dag under morgensangen ved Hans Poulsen: I Danmark nu blunder den lyse nat, forekommer verselinien: Pigernes latter og lyse hår. Den oversatte ”Wolle” lige ind i mit øre: Pigernes patter og fissehår. - Og selvfølgelig kunne jeg ikke holde en fnisen tilbage. Det opdagede Hans Poulsen, og jeg fik en alvorlig reprimande i alles nærvær, jeg blev bl.a. beskyldt for at være doven og ikke kunne følge med i engelskundervisningen. Det havde nu sin forklaring,  godtnok havde Hans Poulsen indført engelskundervisning, baseret på radioens skoleengelsk ved en lektor Boesen, men da vi ingen  radio havde hjemme, kunne jeg jo ikke følge med i det, selvom min gode kammerat Frits Rohde havde foreslået, at vi kunne høre radio i hans hjem, men det var jo tit det  var sjovere at være ude at lege og spille fodbold end at sidde inde og høre på engelskundervisning i radioen.  
Under Hans Poulsens overhaling rejste Frits Rhode sig op og sagde til Hans Poulsen, at det passede i alt fald ikke, at Henning var doven, for han vidste, at jeg havde været med mine forældre på kartoffelarbejde og også havde været med min far på skovarbejde. Det var flot gjort af Frits, og det gjorde da også indtryk på Hans Poulsen, for efter den tid var han altid opmærksom overfor mig og animerede  mig til at gøre en ekstra indsats på områder jeg havde evner til, bl.a. at skrive stil, tegne og male, og så kunne jeg godt lide at læse om Grønlandsfarerne, Mylius Eriksen,  Knud Rasmussen, Peter Freuchen, Jørgen Brøndlund m.fl.
Hans Poulsen startede også svømmeundervisning. Det foregik nede i Mastrup Bæk lige før Jernbaneviadukten ved Volstedvejen. Der havde Hans Poulsen fået landmanden, som ejede jorden ved Bækken, til at udvide og oprense den. Omklædningen foregik på græsset langs bækken. Piger og drenge mellem hinanden, dog med behørig  afstand. Pigerne havde lidt besvær med at få undertøjet af og badedragten på. Der var dog en af pigerne, som frejdigt trak af det hele, jeg kunne ikke lade være med at skotte, for pludselig udbrød hun: ”Hvad glor du på, din idiot”. Og det kunne jeg ikke så godt sige, og så sagde ”Wolle”: ”Det er sgu da fordi hun er ved at få hår på ”karamellen”, det vil hun gerne at vi skal se!”

_ _ _

AFSNIT 2: Fra Viborgvej nr. 10 flyttede vi ned i Jernbanegade overfor slagter Larsen, der dengang også drev eksportslagteri. Hver mandag morgen tidlig begyndte slagteriet af store kalve. Vagn Vittrup og jeg fandt hurtig interesse i at gå til hånde, for vi havde fri fra skole om mandagen om sommeren. Det var ganske vist et ulønnet job, men jeg fik da jævnlig et bundt kalvehaler med hjem og det var sikkert et kærkommen bidrag til den daglige mad, ligesom jeg også kunne få pålægsrester fra butikken med hjem.
Der kom også et tarmrenserfirma fra Aalborg. Dem holdt vi lidt skæg med.  Vagn fik et bundt tarme om halsen, så nu kan du fortælle ude i byen, at du har haft tarmslyng. Den helt store oplevelse var dog, når slagteriet var færdig henved middagstid. Da skulle kalvekroppene køres ned på stationen og læsses i de hvide kødvogne. Det var en svir at være med sammen med slagtersvendene. Vi lå rundt omkring på lastbilen, på skærmene eller stod på trinbrættet, man følte sig som en modig mand. Nede på stationen var det mit job at sætte krog i haserne på kalvekroppene, når slagtersvenden kom med dem på skuldrene.  

Købmandsgaarden i Jernbanegade 28. Billedet er taget i 1988 - 108 år efter første opførelse.

Økonomien hjemme var blevet væsentlig bedre efter at far havde meldt sig i fagforeningen. Han fik bl.a. arbejde ved anlæggelse af dobbeltsporet mellem Støvring og Skørping. Og min mor havde efterhånden fået meget at sy, bl.a. for fru Lillienskjolds manufakturbutik, men også for byens damer - både omsyning og  ny kjolesyning.
Vi hentede mælk henne ved Valdemar Dodensig hver anden aften. 10 øre for en liter. Valdemar Dodensig havde en bror i Aalborg, der var bager. Der fik han jævnligt en sæk gammelt brød til foder til grisene. Der kunne vi knægte sommetider finde en 5 ørers kage e.l. der smagte udmærket.
Engang imellem fik jeg tilbud fra vognmand Gregersen, som var vores nabo, om jeg ville med på hans tur med pakker o.l. fra Støvring Station til omegnens byer, Sørup, Hjedsbæk, Suldrup m.fl. Så kunne jeg løbe ind med pakkerne, og alene det, at være med i en lastbil, var en oplevelse i sig selv. I nabohuset var der også et bødkerværksted, som bl.a. lavede smørdritler til Mejeriet Elinelund. Bødkeren lavede også saltkar, ajletønder
m.m.                                                                       
Sommerens store begivenhed var den årlige tur til Lønstrup. Da fejrede fars  søster, Marie, sin fødselsdag. Hun boede sammen med sin bror, Thomas, altså fars søster og bror, og så var hele familien samlet. Forinden turen havde far været ved de to lillebilvognmænd  i Støvring,  Buus og Østergaard, for at få tilbud på Lønstrupturen. Buus forlangte 25 kroner, men Østergaard ville gøre det for 22 kroner, så det blev ham, der fragtede os den lange vej.
Det var jo en heldagstur som startede tidligt om morgenen. Mor havde havde pakket en kaffekurv med primus til at koge kaffen på. Og så gik det der ud af i Østergaards store syv-personers Buick. Vi gjorde så pause ved Saltum Kirke. Vi var i Lønstrup ved middagstid, hvor den øvrige del af fars familie også var ankommet.
Efter at vi havde spist foreslog kusine Anna, at vi skulle gå til havet og bade, dem, der havde lyst. Onkel Valdemar var også med. ”Ka’ du svømme, Henning”? spurgte han? ”Ja lidt,” svarede jeg. ”Det er der ikke noget, der hedder. Enten kan du svømme eller også kan du ikke”!
Hjemme igen i Klithuset, som faster Anna og onkel Thomas boede i,  foreslog kusine Anna, at vi skulle løbe om kap og springe over hækken. Hun kunne det hele, og vandt alle ”konkurrencer”.
Efter en dejlig dag gik det atter hjemad igen til Støvring.   

_ _ _

Der er god tilstrømning til Støvring Kro. Læg mærke til benzintanken på hjørnet ved kroen. Den var en af fire benzintanke som var i krydset i Støvring dengang. Drengen i midten er Frits Rohde, som var en af Henning Nielsen skolekammerater.

_ _ _

AFSNIT 3: Støvring Kro var en meget populær landskendt  kro i Nordjylland. Kgl. priviligeret fra 1722. Sådan et privilegium blev faktisk indført allerede i 1283. Privilegiet havde bl.a. den forpligtelse, at der skulle være et ”bissekammer” til landevejens farende svende, og det gav også samtidig ret til at brænde brændevin, brygge øl og bage brød til salg ud af huset.
Men som nævnt, i min barndom i trediverne var Støvring Kro et meget besøgt sted, især om søndagen var der fyldt op med biler på parkeringspladsen langs krohaven ud mod Aalborgvej.

Krohavens p-plads langs Hobrovej i Støvring på en god sommerdag. De kulørte lamper ud mod Hobrovej har været et festligt syn.

Krohaven var en flot park efter datidens forhold. Der var en lille minizoologisk have med påfugle, undulater, perlehøns m.m. Der var også et keglespil, vi kunne tjene en tiøre ved at stable keglerne op for krogæsterne. I haven var der også en afdeling med gynger og vipper og en stort skråtstillet ”løbekarrussel”,  som man skulle have nogen øvelse i at løbe på, og det havde vi knægte da. Når lystige krogæster kom og ville prøve at løbe på karrusellen, faldt de som regel af, når vi havde fået den godt i gang.
Der kom som regel også en gang om måneden Nordjyske Biograf og havde forestilling i krosalen. Var man  vaks og heldig, når biografen kom og reklamerede for dagens film og skulle have plakater op på lysmasterne og i butikkerne, så kunne man tjene en gratis billet, så jeg har da set de fleste af de danske film, der gik dengang  Fy og Bi, Barken Margrethe m.fl.,  men da også amerikanske cowboyfilm.
Til kroen hørte også en rejsestald, hvor evt. overnattede gæster kunne få deres biler parkeret. Staldforpagter Einar var altmuligmand på kroen. Der var i øvrigt også en benzintank ved kroen.
Hele området - med cykelhandler Carl Jensen overfor kroen - virkede også som rutebilholdeplads, både for Aalborg-Hobro-bilen, Viborgbilerne, Støvring-Nibe-Aalborg og Aars-bilerne. Mange lastbiler gjorde også holdt ved hjørnet, især Ikastbilerne. De var enormt store.

Gårdspladsen på Porsgården. Til venstre ses Christen Porsborg og en for os ukendt med et par heste.

På det andet hjørne var Støvring Brugsforening og foderstofforretning, der hentede varer på stationen med et stort hesteforspand. På det andet hjørne var mekaniker Gregersen. Der var en mekaniker ansat, jeg tror han hed Frode, han blev senere Mercedesforhandler i Aars. Engang inviterede han mig og Vagn på en køretur i en stor Oldsmobile, og så gik det ud ad Aalborgvej med den svimlende fart af 60 km/t.  - uden sikkerhedsseler!
Frits Rohde og jeg cyklede sommetider til Aalborg for at se AaB spille mod forskellige hold i 1. division. En gang gæstede et engelsk hold, Sheffield Wednesday, AaB, som selvfølgelig tabte til de professionelle englændere. Vi var nu overbeviste  om, at det var fordi AaB havde en englænder på holdet, Graham Lockey, og han holdt selvfølgelig med sine landsmænd.                                            

En anden populær beskæftigelse var at være med til kartoffeloptagning på omegnens bondegårde - især på ”Porsborggården”. Det var et meget populært sted. Vi store drenge og piger ville gerne være med der. Det foregik på den måde, at vi var to og to sammen med en kurv imellem os. Så blev der kørt med en speciel optager, som spredte kartoflerne ud bagefter optageren. Det var så vores opgave, at samle kartoflerne op og tømme dem af i en vogn. Et af lyspunkterne var, når landmandskonen kom ud med kaffekurven eller saftevand. Ved fyraften kunne vi få hænderne vasket. Pigerne inde i bryggerset og vi drenge ude i stalden sammen med karlene, som yndede at fortælle ”saftige” historier. Når de sidste kartofler var samlet op, blev vi inviteret ind og spise, som regel kyllingesteg. Jeg tror, vi fik 1 krone pr. eftermiddag.
Sammen med andre job sparede jeg op til mit eget konfirmationstøj. Vi købte sparemærker i skolen, som vi klistrede ind i et lille hæfte, som så blev indsat i Sparekassen.
Skomager Andersen boede lige over for os i Jernbanegade. Han var en rigtig skomager, der kunne sy flotte sko af et stort stykke læder. Det ville jeg gerne stå  og se på, så kunne jeg hente tre Golf til ham, de kostede 25 øre ved ølhandler Frandsen eller ved købmand Liljenskjold. Jeg kunne også trække dem i automaten på stationen. Min far flottede sig også sommetider med 8 Phønix, de kostede 50 øre.  

_ _ _

AFSNIT 4: Om sommeren cyklede vi drenge enten til Hornum Sø eller Moskov Sø for at bade. Sommetider på en sommersøndag arrangerede min mor og far en søndagstur med 2-toget til Moskov Sø, hvor der var holdeplads for toget. Så havde mor lavet en kaffekurv. Det var en dejlig oplevelse. Sommetider var min storesøster Gudrun med. Hun var nu en flot pige på 16 år. Hun ville gerne til dans i Pavillonen. Det kostede vist 10 øre pr. dans, som partneren gerne betalte. Jeg fik strenge ordre, på ikke at sladre, hvem hun dansede med.

Børn fra Støvring på tur til Hornum Sø. De store børn er læge Arne Hjorts børn Inger og Gorm Erik.

Det traf sig også, at vognmand Lund arrangerede en søndagstur  til Hornum Sø. Så var der sat et par bænke op på ladet af lastbilen, formedelst 25 øre for voksne kunne man så komme på udflugt.
Jeg var begyndt at spille fodbold på stadion for enden af krohaven, men jeg var endnu ikke kvalificeret til at komme på SIF’s drengehold. På kroens mur ved indgangen til krohaven, havde Støvring Idrætsforening en opslagskasse med holdopstilling til søndagens fodboldkampe. Både vok-
senholdet og drengeholdet. Jeg kiggede forgæves efter mit navn på holdopstillingen. Min gode kammerat, Frits Rohde, var selvskreven på holdet ligesom smed Bund-
gaards Christian Sningelpeter, Jens Erik Abildgaard m.fl., og tænk en skønne dag stod der sort på hvidt: Reserve - Henning Nielsen.
Jeg havde ingen fodboldstøvler, men så tilbød min tidligere plageånd, Sningelpeter, at jeg kunne købe hans aflagte for to kroner. Mor syntes godtnok, at jeg kunne have brugt to kroner mere fornuftigt, men jeg fik træhandler Krabsen til at slå nye korkpropper, og forsyne støvlerne med nye snørebånd, hvis jeg ville løbe nogle ærinder for ham, og det ville jeg selvfølgelig gerne. Endelig stod der i kassen, højre innerwing Henning Nielsen til kamp mod Ellidshøj. Og sammen med det øvrige hold cyklede vi til Ellidshøj med støvlerne hængende på cykelstyret.

Fodboldkamp mod holdet fra Suldrup 1937.

Nu var jeg fast på holdet. Vi spillede mod Suldrup, Svenstrup, Oplev, Gravlev m.fl. steder, enkelte gange fik vi ølhandler Frandsens Ernst til at køre. Han havde en stor Chevrolet-bil til taxakørsel. 10 øre for en tur til Skørping og andre steder. Vi kunne godt være 12 knægte i bilen. Det traf enkelte gange, at der var en, der slog en skid. Så var det ud til lugten var væk.
Det var meget populært at samle på Richsbilleder. Jeg fandt ud af at lave en slags byttecentral. 5 øre pr. billede. Jeg fik bl.a. billeder fra nogle af de damer, som kom til mor med sytøj. Købmand Liljenskjold havde også en aktivitet med billeder. For hvert kvart pund kaffe fulgte et billede med bl.a. af filmstjerner, befordringsmidler, alverdens flag m.m. Jeg har da mine album endnu.
Vi boede også i en periode i Fredensgade. Dengang blev den kaldt Smallegade. Der var vi nabo til byens elektricitetsværk. Det var en stor oplevelse, at komme med ind og se de store motorer - naturligvis kun i følge med min far. Alt var meget velholdt. Der var terassogulv, og alt var blankpudset - gelændere og messingrør. Udenfor var der et vandbassin til kølevand. Det var også i Smallegade Smed Thomsen havde værksted. Han lavede pigkæppe, formedelst 50 øre pr. stk. De kunne bruges til at stage rundt på en slæde på den lille dam bagved Smallegade.
_ _ _

AFSNIT 5: Tiden gik, og jeg skulle begynde at gå til konfirmationsforberedelse hos pastor Poulsen i Juelstrup Præstegaard. Her skete der en dag et grimt uheld. Frits og mig cyklede ved siden af hinanden, og i kådhed slog vi armene om hinanden, med det resultat, at vi væltede med mig nederst. Jeg havde slået hovedet ned i asfalten og knækket to fortænder. De blev efter et par dage repareret hos en tandlæge i Aalborg, som kunne sætte et par stifttænder på de knækkede fortænder. Det var pænt arbejde, som holdt i mange år.

Konfirmanderne fra 4. april 1937 ved Juelstrup Præstegård. Henning Juul Nielsen ses i næstbagerste række til venstre for pastor Jens Poulsen. Frits Rohde og Ole Fjeldsted Iversen er også med på holdet.

Jeg blev konfirmeret den 4. april 1937, og så skulle jeg ud at tjene. Min søster syntes godt nok, at jeg burde fortsætte på realskole, for jeg havde gode skolekundskaber. Det skulle så være Aalborg eller Solhverv i Vebbestrup, men det kunne der ikke blive råd til.
Min far havde fået oplyst, at gårdejer Laurits Larsen på Kærvang søgte en hjorddreng, så vi cyklede en søndag eftermiddag ned til Kærvang, og blev budt velkommen af Camilla og Laurits Larsen, og der var kaffe på bordet. Så begyndte forhandlingen om mig! Hvad havde du tænkt Henning  skulle have fra maj og til november. Far sagde ”150 kroner”. ”150 kroner”, sagde Laurits bestyrtet. ”Nej, så meget har vi aldrig givet, 110 kroner ville være passende”. Far sagde, at Henning var vant til at arbejde, 140 kroner, så da. ”Nej-nej”, sagde Laurits, ”120 kroner kan jeg gå med til”. Men det endte da med, at de blev enige om 125 kroner.
Forstanderen på Støvring Højskole, Robert Stærmose, startede et frivilligt drengekorps, en slags spejdere, som jeg selvfølgelig også meldte mig til. Vi løb orienteringsløb nede i Buderupholmskoven, og vi lærte at binde forskellige reb knob.
Stærmose opfordrede byens borgere til at gå med til at bygge et friluftsbad. Aars havde lige bygget et og Brønderslev også - så kunne Støvring da også. Unge og gamle mødte op. Fra kommunen blev byens gamle vandmølle med tilhørende mølledam og sluseværk, hvor der også var en gammel  grusgrav,  overgivet til komiteen eller svømmebadsforeningen. Vi ufaglærte gravede hullet i grusgraven, murerne - både svende og lærlinge - støbte selve bassinet, hvor smedene havde flettet jernfaskiner. Snedkerne lavede huset med omklædningsfaciliteter samt tilskuerbænke på skrænterne ved grusgraven.  
Det var en stor dag, da friluftsbadet blev indviet med opvisning  af konkurrencesvømmere fra Aalborg. Og så kunne vi andre bagefter hoppe i. Forinden skulle vi dog igennem en brusegang med rindende koldt vand, og med en tot træuld kunne vi skrubbe os. Alle, der havde deltaget i arbejdet med friluftsbadet, fik en aktie med pålydende af det antal timer, man havde arbejdet. Desværre er min aktie blevet væk, men den har heller aldrig givet udbytte.
Det var solidt arbejde vi præsterede.
Friluftsbadet blev benyttet helt op til 1980’erne inden Støvring fik en rigtig svømmehal.                                                               

Svømmekonkurrence i Støvring Friluftsbad, måske fra indvielsesdagen eller en konkurrence kort efter.

Jeg tiltrådte min plads hos Camilla og Laurits Larsen på Kærvang den 1. maj 1937. Det var en god plads. Jeg fik værelse inde i stuehuset, de to andre karle havde værelse ude i hestestalden.       
Jeg blev konfirmeret 4. april 1937 i Støvring Kirke.  Jeg havde en god konfirmationsfest. Af gæster var der kun onkel Valdemar fra Aalborg, men jeg fik dog en del telegrammer og vist nok omkring 40 kroner sammenlagt i gaver. Fra Laurits Larsen og Camilla var der 10 kroner, så på den måde fik jeg så alligevel 135 i årsløn.
Jeg ville gerne have et ur, så jeg var med far i Aalborg ved en jødisk urmager, hvor vi købte et brugt armbåndsur i sølv til 25 kroner. Det holdt i alt fald de næste 25 år.
Vi, konfirmander, holdt fest efter konfirmationen, bl.a. ved cykelhandler Carl Jensens Kaj. Her var der en radiogrammofon - et flot møbel med mange plader med tidens populæreste melodier. Der var da også sjovt de andre steder, hvor der blev holdt mørkeleg, og hvor vi kunne klemme pigerne lidt.    
Jeg havde en god plads hos Laurids og Camilla. De havde ingen børn, så derfor blev jeg hurtig gode venner med min madmor. Jobbet bestod bl.a. i, at jeg hver morgen tidlig blev vækket kl. 6, for at cykle ned i Volsted kær og se efter nogle kvier, der græssede der. Der skulle hældes vand i deres drikketrug. Og så hjem igen ind til Camillas lækre øllebrød med nymalket mælk sammen med mine ”medtjenere”, Per og Johannes, samt tjenestepigen Frida.
Laurids kunne godt sidde og skumle lidt. ”Henning skal også have lært at malke”, sagde han. ”Pjat med dig”, svarede Camilla, ”tre er såmænd nok om det malkeri, du malker jo ikke selv”. Så var munden lukket på ham.
Jeg var derefter på havearbejde sammen med Camilla, dog arbejdede jeg også med roe- og kartoffelarbejde, høbjergning m.v.
Jeg havde fået oplyst, at Støvring Skole skulle have sin årlige udflugt. Den ville jeg godt nok gerne med på, så jeg gik op til lærer Alstrup en dag, hvor jeg var i byen for Camilla, og spurgte, om jeg måtte komme med på udflugt selvom jeg var ude af skolen. Jeg tror virkelig at Alstrup blev glad for min henvendelse, for han sagde, at det måtte jeg da godt, hvis jeg ville opføre mig som en skoledreng, og det ville jeg selvfølgelig.
Dagen oprandt. Forinden havde jeg dog været i kæret som sædvanlig, og Camilla havde smurt mig en dejlig madpakke, så jeg havde travlt med at blive vasket og hjem til mor og klæde om.
Vi skulle til Sæby med toget. Vi store drenge stod ude på den åbne platform ved FFJbanens togvogne og sang den tids ”dansktopsange”: Lille kammerat jeg må afsted, og Jeg har elsket dig så længe som jeg mindes m.fl. Vi troede, vi kunne imponere pigerne.
Mit engagement på Kærvang var slut til november 1937. Jeg var derefter med min far på skovarbejde oppe i Albækskoven ved Hjedsbæk, og jeg var også med vognmand Buus ude at strø sand på landevejen sammen med min far.
Vi stod på ladet med hver sin skovl og smed sand på den isglatte vej. Det var før sandsprederapperatet var opfundet.
Men tiden gik, og far havde truffet aftale med en landmand nede på Buderupholm om, at jeg kunne få plads der til april 1938. Men min mor ville nu gerne, hvis jeg kunne få en læreplads, helst i en butik. Hun havde spurgt i Brugsen, men de havde ikke brug for lærling lige nu. Men så gennem fru Liljenskjold fik vi oplysning om, at en købmand i Solbjerg i Østhimmerland måske ville antage en lærling.
Hos Liljenskjold kom der en  repræsentant, Joh. Muller, som havde en hobby, at skaffe unge mennesker job. Derfor gik han også under navnet: ”Den hvide slavehandler”. Mor ringede omgående til købmand Houtved i Solbjerg, og han kom en søndag formiddag til Støvring i en flot Ford de luxe, og mor bød på kaffe. Han røg Melukka-cigaretter og spurgte mig, om jeg ville have en, men jeg var da fornuftig nok til at sige nej tak Han kunne godt bruge en lærling, så jeg kunne begynde allerede den 1. marts. Far mulede godtnok lidt. Nu havde han jo truffet aftale med landmanden nede ved Buderupholm, men han måtte jo give ham besked.                  
Familie Journalen kørte en meget populær konkurrence dengang, som gik ud på, at samle billeder af kendte sportstjerner. Samlede man 20 forskellige billeder kunne man vinde 1000,- kroner, men der var nogle enkelte, som var svære at få fat på. Konkurrencen var så populær, at folk averterede i lokalaviserne om, at ville købe enkelte billeder.
Frits og mig cyklede en dag ind til boghandler Mørk i Skørping og købte hver et Familie Journalen, og tænk, i mit var der to billeder af svømmersken Ragnhild Hveger og fodboldspilleren Pauli Jørgensen - to af de mest efterspurgte. Dem solgte jeg til cykelhandlerens Kaj for en pæn brugt herrecykel. Jeg havde jo hidtil brugt min  gamle damecykel med sadelen nede på stangen. Nu var jeg jo standsmæssig kørende.
Far og mig cyklede så til Solbjerg 1. marts 1938. Der  begyndte en ny tilværelse for mig.
Slut i Støvring.