REBILD: Knogleskørhed eller osteoporose, som det også kaldes, er en sygdom uden synlige ydre tegn. Knoglerne er så svage og skøre, at de let kan brække. Har du knogleskørhed, er der heldigvis mange ting, du selv kan gøre for at leve et godt liv.
Det erfarede Asta, da hun, sammen med 11 andre, deltog på et rehabiliteringsforløb for borgere med osteoporose på Sundhedscenteret.
Asta fortæller: - Forløbet har givet mig modet tilbage, jeg har fået større styrke, bedre balance og reaktionsevne, så nu tør jeg gå på de skæve fortov og i skoven, begge ting jeg længe har været bekymret for.
Ved siden af Asta sidder Oda som nikker og fortsætter: - Jeg har også lært, hvordan jeg undgår dårlige arbejdsstillinger og bevægelser i hverdagen, så jeg nu er mere tryg, når jeg f.eks. skal luge i haven.
Deltagerne har også fået større viden om sygdommen, lært om knoglevenlig kost, og hvordan hverdagen med knogleskørhed tackles.
Oda afslutter med: - Jeg har simpelthen lært om det gode liv som knogleskør. Det har været sjovt og dejligt at lære nye mennesker at kende.
Sundhedscenterets har osteoporose rehabiliteringsforløb to gange om året. Du kan også komme på et forløb, du skal bare henvises gennem din læge.

Af Mette Thomsen, rehabliliterings-sygeplejerske

e-max.it: your social media marketing partner