- Tirsdag, 25. april 2017
GRAVLEV: Magnolie fanger opmærksomheden.
I nogle haver har én slags træer tiltrukket vores opmærksomhed de sidste par uger med deres flotte, iøjnefaldende blomstring. Det er Magnolia, eller magnolie på dansk, jeg tænker på. De kaldes også tulipantræ, men det er reelt et helt andet træ med navnet Liriodendron tulipifera
De kaldes også tulipantræ, men det er reelt et helt andet træ med navnet Liriodendron tulipifera. Blomsterne hos magnolie kan have forskelligt udseende og tidspunktet for blomstring kan også variere fra sort til sort. Endelig er der forskel på planternes endelige størrelse. Nogen få er mindre til halvstore buske, mens mange andre bliver til træer i forskellige størrelser.
Stjernemagnolie, og krydsninger med den, er de første i blomst, ofte midt i april. Derefter kommer en lang række andre sidst i april og ind i maj. I år ser vi dem i blomst ekstra tidligt. En ting er at de har store, flotte blomster, men blomsterne kommer også før løvspring hos rigtig mange sorter, og er derfor ekstra iøjnefaldende. Få andre sorter folder blomsterne ud sammen med, eller lige efter løvspring.
Skal magnolie trives godt, må visse forhold opfyldes. De skal stå i læ, og er selskabsplanter. Et godt nær-, eller mikromiljø betyder meget for god trivsel. De udvikles bedst med andre planter omkring sig, især de første år. Undgå at plante dem i helt nye haver uden læ. Når der efter et antal år er skabt læ, er forholdene for magnolie bedre. Plant også bunddækkende stauder eller krybende eller lave buske omkring dem. Det bidrager til det mikromiljø de holder af. Magnolie foretrækker kalkfri, dybmuldet, humusrig og porøs jord, der holder på fugtigheden. Det fås ved bl.a. at tilsætte spagnum med lavt pH og kompost, allerhelst bladkompost, evt. med gamle, omsatte nåle fra gran og fyr. Rødderne holder sig mest i de øverste jordlag, så grav gerne et stort, bredt hul, så rødderne får god plads til at vokse i den gode jord. Find en plads til dem, hvor de kan stå i mange år, uden at beskæring bliver nødvendig. De kan beskæres, men undgå det helst. Man kan komme ud for at svage grene knækker af i stærk blæst.
De senere års mildere klima, gør også at vi nu har gode muligheder for bedre held med magnolie. Det, og et stadig stigende antal nye sorter, gør måske også, at vi ser flere magnolie i handelen. Tidligere var det hvide og hvidlige sorter sammen med få rødlige, der var dominerende. Efterhånden er der kommet adskillige sorter til med røde-purpur farver i vidt forskellige nuancer, og de allerseneste år har vi fået en del gule sorter. På søndag eftermiddag sætter planteskolen Nandina i Gravlev fokus på magnolie.
Tekst: Aksel H. Sørensen, havekonsulent


