- Mandag, 10. april 2017
Ø. HORNUM: Lena Engholm Bendsen har - som 40-årig - været kirkesanger ved Ø. Hornum kirke i 25 år.
Ja, det er jo nok de færreste, der kan fejre 25 års jubilæum som knap 40-årig. ikke desto mindre forholder det sig sådan for vores kirkesanger Lena Engholm Bendsen, som den 1. maj kan fejre sit jubilæum.
Lena fik sin ”debut” til påske, en god måneds tid før sin 15-års fødselsdag og var landets yngste kirkesanger.
Hun har fortalt, at hendes forældre var meget nervøse for, om hun nu kunne klare det - selv tog hun det vist meget roligt - og som vi ved, klarede hun det aldeles fortrinligt.
Via sit kirkesangerjob traf hun sidenhen sin mand Sune, som er organist i vores kirke.
At de valgte at slå sig ned og stifte familie her i Øster Hornum, er vi meget glade for og ser det som en stor fordel, det giver et mere personligt forhold til byens borgere, når man også i det daglige færdes iblandt dem. Endvidere er de begge meget engagerede i børne- unge arbejdet i byen.
Lena er uddannet sygeplejerske og arbejder på Aalborg Universitetshospital, er desuden mor til 3 dejlige piger, så der er nok at se til.
Vi ønsker dig et stort tillykke med jubilæet, takker for et godt samarbejde og se frem til, hvem ved, 25 år mere.
Det var Skærtorsdag i 1992 det startede, så man har snydt lidt med datoen og valgt at fejre Lena Skærtorsdag. Efter gudstjenesten bliver der serveret ost og rødvin i Konfirmandhuset, hvor man håber, at rigtig mange vil møde op.

