AARESTRUP: Jesu syv korsord i ord og toner.

Aarestrup kirke danner igen i år rammen om en stemningsfuld passionsgudstjeneste Langfredag aften den 14. april.
Trio Friedemann, der består af fløjtenisterne Thomas Jensen og Bettina Zielke fra Sønderjyllands Symfoniorkester samt Peter Langberg på orgel, medvirker ved passionsgudstjenesten, hvor Jesu lidelseshistorie fortælles i ord og toner med udgangspunkt i Jesu syv korsord.
De syv korsord læses et for et af sognepræst Svend Schultz-Hansen. Efter hvert korsord synges de vers af Grundtvigs salme Gak under Jesu kors at stå, der knytter sig til det enkelte korsord, og herefter spiller Trio Friedemann et musikstykke, der ligeledes er inspireret af og tager udgangspunkt i korsordets indhold og stemning.
Således bliver Jesu syv korsord ved denne passionsgudstjeneste til syv små afrundende afsnit, der tilsammen danner en musikalsk helhed, hvor påskens mange stærke farver og stemninger kommer til udtryk i tekstlæsning, fællessang og musik.

Aftenens solist-trio
Bettina Zielke og Thomas Jensen er begge ansat i Sønderjyllands Symfoniorkester, og har spillet sammen i næsten 20 år.
Peter Langberg er kendt for sit virke som organist og klokkenist i forskellige danske kirker, lærer på det Kgl. Danske Musikkonservatorium samt rektor for kirkemusikskolen i Løgumkloster og grundlægger af denne.
Med udgangspunkt i Bach-familiens værker - både i form af trio, duo og solo værker - spænder trioens repertoire over en periode på godt 300 år med værker fra wienerklassikken, romantikken, fransk senromatik frem til nutidige værker, både kendte og mindre kendte.

Aftenens musik
Langfredag aften den 14. april vil man i Aarestrup kirke kunne høre trioen spiller værker af bla. J. P. E. Hartmann, J. S. Bach, J. Ibert og W. A. Mozart.

e-max.it: your social media marketing partner