- Onsdag, 15. marts 2017
GL. SKØRPING: Maja Kjær Jacobsen og Klaus Pindstrup spiller koncert den 24. marts i den gamle skole i Gl. Skørping.
De to violinister præsenterer et flot program med musik efter Kristian Frank. Her bliver der en sjælden lejlighed til at høre, eller måske genhøre, noget af den musik, på netop dét sted, hvor Kristian Frank holdt musikken ved lige gennem sit lange liv.
Mange i Skørpingområdet husker Kristian Frank. I folkemunde omtalt som Lærer Frank. Han underviste gennem det meste af sin lærergerning på Gl. Skørping Skole. Frank var en ret habil violinspiller, og brugte det flittigt i skolen. Han havde endvidere en stor forkærlighed for folkemusik. Musik, han som dreng lærte af sine forældre og lokale spillemænd i Engesvang og Kragelund på egnen mellem Silkeborg og Herning. Da han flyttede til Gl. Skørping flyttede musikken med.
Mange forskellige spillemænd og musikere er gennem tiden blevet inspireret af hans musik. Eksempelvis Evald Thomsen, Klaus Pindstrup og Maja Kjær Jacobsen. Maja er vokset op på samme egn som Frank, blot næsten hundrede år senere. Hun stiftede bekendtskab med musikken gennem Klaus Pindstrup, som hun studerede hos på konservatoriet. Det blev for Maja starten på en vedvarende interesse for netop denne musik, som hun arbejder videre med i sit virke som musiker.
Kom og oplev en intim koncert, hvor fortid og nutid mødes i musikalsk samspil.
Skrevet af Klaus Pindstrup, som var Majas lærer. Klaus var elev hos lærer Frank, da han boede i Gl. Skørping

