- Fredag, 7. oktober 2016
I fredags afholdt Bisgaard Vinhandel, Støvring, romsmagning for fjerde år i træk. Og denne gang slog man Danmarksrekord med antal deltagere til en romsmagning - nemlig hele 259!
STØVRING: - Det var ikke målet med smagningen at slå rekord, men blot at skabe plads til alle, der havde lyst til at deltage. Vi er dog overvældet af den gode opbakning til arrangementet, og synes, det er så godt gået, at vi i Støvring kan samle så mange til en smagning, fortæller Evan Bisgaard, indehaver af Bisgaard Vinhandel.
- Det vigtigste for os, var, at alle 259 skulle have en både hyggelig, men også udbytterig aften i samvær med gode venner. Og det synes vi lykkedes med noget rigtig godt rom og en smagning, der var meget kompetent ledet af Mads ”Romhatten”, fortæller Evan Bisgaard.
Det blev en fantastisk god aften, hvor der blev smagt på ni meget forskellige varianter, som hver fik en udførlig beskrivelse med på vejen. Derudover blev blandt andet de forskellige trin i romproduktionen også beskrevet.
I en pause i smagningen blev der serveret to lækre stykker smørrebrød kreeret af Annette i Café Boldøje.
Bisgaard Vinhandel havde til aftenen lavet nogle gode tilbud på den smagte rom, som mange benyttede sig af.
- Næste store smagning er med øl, og den finder sted fredag den 28 oktober - også i Støvringhallen på Bavnebakken, med ølspecialisten Carsten Berthelsen, slutter Evan Bisgaard.