Sven Erik Østergaards MaleriArkivet i Skørping rummer Danmarks formentlig største private samling af danske by- og landskabsmalerier. På lørdag holder han åbent hus i anledning af Arkivernes Dag.

Af John Jensen, lokaljournalist

SKØRPING: Når der på lørdag er Arkivernes Dag i Skørping, er det ikke blot Skørping Lokalhistoriske Arkiv, som holder åbent hus. Lidt længere oppe i byen, på den anden side af Kulturgården, har Sven Erik Østergaard også åbnet døren til sit MaleriArkivet for alle interesserede.

Åbent hele dagen

Han vil være til stede hele dagen for at fortælle om arkivets arbejde gennem 25 år, fortæller han.

- Jeg byder på en kop kaffe, en småkage, og så giver jeg gerne en rundvisning, hvor vi kan tale om samlingen og mit arbejde i arkivet, siger han.

Sven Erik Østergaard finder og opkøber malerier fra hele Danmark, som han formidler videre til interesserede købere.

- MaleriArkivet er også en slags serviceorgan. Hvis jeg har et gammelt maleri fra Randers, Rønne eller andet sted i Danmark, så henvender jeg mig til det lokalhistoriske arkiv det pågældende sted og tilbyder dem maleriet, siger han.

Kirker indgår i en stor del af motiverne i Sven Erik Østergaards kæmpe samling af malerier. Arkivfoto

Værdifuld kilde

By- og landskabsmalerierne er ifølge Sven Erik Østergaard en værdifuld kilde til det historiske Danmark. Malerierne er efterhånden forsvundet fra væggene til fordel for moderne kunst, men de rummer fortsat værdifulde oplysninger om danske byer og landskaber.

Sven Erik Østergaard bruger også en væsentlig del af sin tid på at formidle malerierne i tematiske bøger, som tager udgangspunkt i den store malerisamling.

”Kirken i dansk malerkunst” beskriver 140 danske kirker og er en slags guide til en rundtur i Danmark. Mere end 100 malere har bidraget til bogens illustrationer.

Ny bog om kirker

Senest har han i juni udgivet bogen Kirken i dansk malerkunst, som fortæller om 140 danske kirker og kirkegårde.

- Jeg vil gerne slå et slag for kirkerne som turistmål. Alle kirker og kirkegårde har jo noget historisk at byde på, og det sætter jeg fokus på i min bog, siger Sven Erik Østergaard.

Der er også blevet plads til et afsnit om de mest almindelig danske sommerfugle.

- Kirkegårdene rummer jo masser af blomster, så de er et godt sted, hvis man også vil kigge på sommerfugle, siger Sven Erik Østergaard.

e-max.it: your social media marketing partner