Jeg er kendt for ikke at kunne lade være med at engagere mig i lokalsamfundet. Nu glæder jeg mig til også at fortælle de mange gode historier om mennesker, aktiviteter og begivenheder, som jeg ved ligger derude
– klar til at blive fortalt til hele Rebild kommune.

Af: André Ellegaard Jensen, lokaljournalist

Hvorfor nu lokaljournalist?
Da der blev ringet fra avisen om jeg kunne have lyst til at blive lokaljournalist, var jeg ikke i tvivl om mit svar, selvom jeg udbad mig betænkningstid. Det var en opgave, som jeg godt kunne se mig selv i, så jeg svarede ”Ja tak”. 

Og hvorfor så det? Jeg brænder for min by og for mit lokalområde. Jeg ønsker at gøre en positiv forskel. Og ved at fortælle de gode historier, om de så ligger i Haverslev, Ravnkilde, Binderup, Rørbæk eller Nørager, om de handler om mennesker eller om en aktivitet eller et arrangement, så gør man en forskel ved at fortælle de historier, der ligger derude til så mange læsere som muligt. Jeg ønsker at være i øjenhøjde med de mennesker, jeg møder, og være fortælleren og budbringeren af den lokale vinkel, så hele Rebild ved hvad der foregår i syd, og hvad vores syn er på tingene.


”Herfra min verden går. Hvad der sker indenfor byskiltet, skal fortælles i øjenhøjde.”
Jeg brænder for mit lokalområde og glæder mig til at fortælle de gode historier om mennesker
og begivenheder fra Nørager og omegn til hele Rebild kommune.

Hvem er jeg?
André Ellegaard Jensen, er 36 år gammel og født og opvokset i Nørager. Jeg har haft min skolegang på Sortebakkeskolen, HHX i Aars, samt på Aalborg Universitet. 
På arbejdssiden har jeg haft flere forskellige jobs, men det jeg er mest kendt for, er mit frivillige arbejde i Nørager og omegn. Jeg er pt. aktiv i Lokalhistorisk Forening, Kultur- og Medborgerhuset Kig Ind, Nørager Borger- og Håndværkerforening og Rebild Kommunes Kulturråd, blot for at nævne noget af det. 
Det frivillige engagement hænger sammen med min lyst til at gøre en positiv forskel, uanset hvor lille den er – bare det lille smil, der kommer fra barnet til en fastelavnsfejring, er næsten gevinst nok i sig selv for mig. 
Men det frivillige ligger også i blodet, da både mine forældre og bedsteforældre har haft deres virke i byen på flere måder og sat deres præg på Nøragers foreningsliv. 
Når jeg tænker på det, så er jeg stolt af at være både en Ellegaard og en Jensen. Efterkommer af mureren, politikeren, chaufførerne og dagplejerne.


Omkring Nørager er der meget natur. Herude har jeg ofte formuleret tekster i hoved inden jeg kom hjem til tasterne.
PS. Broen ligger i skovene ved Nøragergaard. Min farfar ”Murer-Ewald” var med til at renovere broen i 1980’erne.

Jeg kan slet ikke lade være…
Jeg har været aktiv flere forskellige steder, og har spredt mit virke ud over flere forskellige genrer og interesser. Jeg har simpelthen ikke kunnet lade være. Det har også givet mig en stor kontaktflade, som jeg har kunnet bruge på tværs af interesser i flere sammenhænge. Når der så tillægges en rimelig portion nysgerrighed, især på mennesker, samfund, historie og kultur sammen med alt det foranstående, så giver det vel egentlig meget god mening at jeg har været aktiv som frivillig gennem snart 20 år.
Jeg glæder mig til at prøve kræfter med de gode fortællinger, møde flere mennesker, opleve nye dele af vores lokalområde og lytte og se, hvad der også foregår derude. 
Jeg vil gå til opgaven som lokaljournalist med ildhu, positivitet og ordentlighed.

Det har historierne, menneskene og vores lokalområde fortjent!

Tøv ikke med at kontakte mig på mail, hvis I har en god historie, et tip eller en idé til noget, der
fortjener at blive fortalt. Kontakt:

André Ellegaard Jensen
LOKALJOURNALIST
Denne e-mail adresse bliver beskyttet mod spambots. Du skal have JavaScript aktiveret for at vise den. 

 

En trofast læser og skribent. ”Nu glæder jeg mig til at tage ånden fra Nørager Avis med ind i Folkebladet Rebild”.

e-max.it: your social media marketing partner