Barndommens minder, familiens historie og stærke fællesskaber har sat tonen på Karen Cecilie Cæsars nye album. Nu vender sangskriveren tilbage til sine rødder med en særlig koncert i Ravnkilde Forsamlingshus.

Af André Ellegaard Jensen,  lokaljournalist

AVNKILDE: Nogle steder slipper aldrig helt taget i én. For Karen Cecilie Cæsar er Ravnkilde et af dem. Lørdag den 14. november vender hun tilbage til barndommens by for at give koncert i Ravnkilde Forsamlingshus. Med sig har hun sit nye album Efter Dagens Afsnit, der udkommer i november.
Karen Cecilie Cæsar voksede op i Ravnkilde-Nysum-området, hvor familien har rødder flere generationer tilbage. Interessen for familiens historie og de mennesker, der gik forud, har fulgt hende siden barndommen.
– Jeg elsker at lave min egen slægtsforskning. Jeg kan bruge enormt meget tid på at nørde med kirkebøger, folketællinger, fotoalbums og arkiv.dk. Det er enormt afstressende for mig, fortæller hun.

Minderne lever videre i musikken
Særligt mormorens og morfarens hjem i Ravnkilde står stærkt i hendes erindring. Her tilbragte hun næsten hver dag efter skole i et hjem, hvor hjemmelavet mad, åbne døre og ro var en naturlig del af hverdagen.
Mormoren tog hende også ofte med på kirkegården for at passe gravsteder og besøge familiens bekendte. De små ture og fælles stunder har siden fundet vej ind i musikken. Det kan blandt andet høres i sangen Kirkegårdshumør, der udkom den 30. oktober – på mormorens 98-års fødselsdag.
– I de små, langsomme ritualer mærker jeg, hvor stærkt det egentlig går resten af tiden. Derfor kan sådan et ritual være et anker i en travl tid, siger hun.

Tryghed i en urolig tid
På det nye album Efter Dagens Afsnit kredser sangene om ønsket om at finde tryghed i voksenlivet og i en verden, der ofte kan føles urolig. Inspirationen henter hun blandt andet i kærligheden, familien, historien og de fællesskaber, der binder mennesker sammen.
Albummet udkommer i første omgang kun på vinyl. Det er et bevidst valg, for Karen Cecilie Cæsar ønsker at skabe noget fysisk og nærværende, som lytterne kan tage med sig.
– Jeg havde lyst til at gøre noget særligt ud af det fysiske format. At lave noget, man kan holde i hånden, hvor der er tænkt over både udseende og lyd, fortæller hun.

Et gensyn med familiens samlingssted
At koncerten netop skal holdes i Ravnkilde Forsamlingshus, er langt fra tilfældigt. Huset har gennem årene dannet ramme om mange af familiens store og små begivenheder – fra fødselsdage og bryllupsjubilæer til fastelavnsfester og juletræsfester.
– Jeg tror, at fællesskab er noget af det vigtigste, vi har. Derfor fik jeg lyst til at holde en særlig koncert i forsamlingshuset, siger hun.
På scenen får hun selskab af sin akustiske kvartet, hvor strengeinstrumenter, korharmonier og gode historier tilsammen skal skabe en nærværende musikalsk oplevelse for publikummet i barndommens by, Ravnkilde.
Karen Cecilie Cæsar og hendes band i Thingbæk Kalkminer. Foto: Sune Haldrup

e-max.it: your social media marketing partner