I øjeblikket indgår målinger fra kilder ikke, når kvaliteten af grundvand skal vurderes, men det bør der laves om på, mener en gruppe forskere, som forleden var i Rebildcenteret for at fortælle om deres arbejde.

Af John Jensen, lokaljournalist

REBILD: Rold Skovs kilder har i generationer været en del af fortællingen om vores egn. Nordeuropas mest vandrige kilder kan findes i området, de har givet liv, været udflugtsmål og har altid fascineret både store og små.

Vigtig information

De senere år har også grundvandsforskere interesseret sig for kilderne. Især dem, der kan findes i området ved Rebild Bakker. Kilderne kan blandt andet give vigtige oplysninger om tilstanden i vores grundvand.

Men målinger fra kilderne har indtil nu ikke indgået, når der undersøges for fremmedstoffer i grundvandet. Det bør der laves om på, mener forskerne, og forleden havde GEUS (De Nationale Geologiske Undersøgelser for Danmark og Grønland) inviteret lokale fagfolk til Rebildcenteret for at fortælle om det forskningsarbejde, der laves i udvalgte himmerlandske kilder i disse år.

Forskningsleder Klaus Hinsby fortalte om det store EU-projekt, der inddrager data fra syv kilder i Gravlev Ådal.

Rebild er særligt

Med forskningsleder Klaus Hinsby i spidsen fortalte de om, hvorfor netop området ved Rebild Bakker har forskernes bevågenhed i disse år.

Kilderne i Gravlev Ådal er meget iltrige på grund af de geologiske forhold i undergrunden, og det giver forskerne særlige muligheder, når de blandt andet skal vurdere og fastslå indholdet af pesticider i grundvandet.

- Vi mener, det er vigtigt, at kilderne inddrages, når man skal overvåge vandkvaliteten i vores undergrund, sagde han.

Projektleder Peter Henneby fortalte om Rebildcenterets arbejde og udstilling om kilder.

Offentligt møde

Arrangementet i Rebildcenteret var rettet mod fagfolk, men om et års tid vender GEUS tilbage til egnen med et arrangement, som er rettet mod lokalbefolkningen, fortalte Klaus Hinsby.

- Vi vil for eksempel også gerne engagere de lokale skoler, sagde han.

GEUS-undersøgelserne er et led i et stort EU-projekt, som går ud på at overvåge vandkvaliteten i kilder. I Danmark er det blot et par håndfulde himmerlandske kilder, der indgår, men andre steder er overvågningen allerede langt mere omfattende. I Estland indgår mere end 3.000 kilder, og i Letland 725 kilder i det store forskningsprojekt.

Niels Moes fortalte deltagerne om formidlingsmulighederne i Kildetårnet på Rebildcenteret.

FAKTA

Seks EU-lande: Portugal, Malta, Frankrig, Italien, Polen og Danmark er gået sammen om at sætte fokus på kildevælds betydning for mennesker og natur i EU-projektet SentinelSprings. 

Otte af de ti kildevæld, der undersøges i Himmerland, er optaget på en liste (MIKAS-listen) over verdens vigtigste kildevæld, der udspringer fra Karst (kalk)-bjergarter.

Projektet undersøger ca. 50 kildevæld i de seks lande, herunder ti i Danmark.

Jane Pilgaard, teamkoordinator i RebildPorten, fortalte om kildernes betydning for den lokale turistbranche.

Der blev blandt andet orienteret om målemetoder.

Syv kilder i Gravlev Ådal indgår i det store EU-finansierede forskningsprojekt, hvor forskere overvåger blandt andet vandmængder og indhold af nitrat i kildevandet.

e-max.it: your social media marketing partner