25 medlemmer af Rebild Turistforening hørte om arbejdet med Rebildfester og fik en guidet tur i Udvandrermuseet. 

REBILD: Lørdag eftermiddag besøgte Rebild Turistforening Rebildselskabets sekretariat i Hyldgaardsminde ved indgangen til Rebild Bakker.

Bodil Christensen fra turistforeningens bestyrelse bød velkommen, hvorefter de 25 deltagere fik en interessant og informativ fortælling af generalsekretær Mette Bugge, Rebildselskabet, om Rebildselskabets opgaver, samarbejder og fremtidsplaner.

Museumsformidler Bodil Tvedegaard viste rundt i Udvandrermuseet.

Festen fortsætter

Til en start pointerede hun, at der bestemt er basis for at opretholde Rebildfesterne.  Rebildselskabet står for venskaber, relationer, uddannelse, erhverv og de stærke bånd mellem Danmark og USA, lød det fra generalsekretæren. 

De frivillige 

Mette Bugge fremhævede de frivilliges arbejde, især ved arrangementerne fra den 1. til 5. juli, deriblandt selve Rebildfesten i Rebild Bakker 4. juli, hvor der i år var 1.400 deltagere.

Hun glædede sig over, at der de seneste år er kommet flere yngre frivillige på banen i forbindelse med arrangementerne.

Generalsekretær i Rebildselskabet Mette Bugge fortalte om selskabets arbejde og fremtidsplaner.

Nye tiltag

Et nyt tiltag fra Rebildselskabets side er gratis historiske vandringer i dagene omkring Rebildfesten.  Et andet er at skabe nogle samtalesteder, hvor folk kan mødes og snakke med andre, og der vil også blive lagt øget fokus på at få flere familieaktiviteter, lød det fra generalsekretæren.

Museum Rebild

Efter besøget i Hyldgaardsminde, gik de 25 deltager over til Museum Rebild, der som bekendt ligger på den anden side af parkeringspladsen.

Her gav museumsinspektør Jørn Østergaard en gennemgang af museets historie siden begyndelsen i 1951. Han fortalte om Museum Rebilds fire fokusområder, som er Rold Skov og Rebilds historie, folkemusik, savværksmuseum ved Vedsted Skovhus, og Udvandrermuseet, som er det eneste af sin slags i Danmark.

Niels Jørn Østergaard bemærkede, at der på landsplan burde være mere fokus på udvandrernes historie, da den er en vigtig del af hele landets historie med 300.000 personer, der udvandrede til USA.

Besøget blev afsluttet med æblekage og kaffe/the i museets café samt en ekstra snak med museumsinspektør Jørn Østergaard.

Udvandrermuseet

Herefter var der rundvisning med museumsformidler Bodil Tvedegaard i Udvandrermuseet. De genstande, som tidligere kunne opleves i ”Blokhuset”, findes nu i dette museum.

Efter en times tid afsluttedes arrangementet med en hyggelig stund med kaffe/te og æblekage i Museets café den sidste halve time.

/JJ

e-max.it: your social media marketing partner