- Mandag, 21. september 2026
Det kunne vel ikke være bedre, som indledning til den kommende koncertsæson i Stubhuset, end med et besøg af nogle rigtig gode og trofaste venner af huset: Kristian Lilholt og band.
Af Henrik Larsen
Kristian Lilholt er ude for at markere sin 70-års fødselsdag og sit 45-års jubilæum som professionel musiker, selv om han, som det blev nævnt i præsentationen forud for koncerten, vel nærmest har spillet musik i samtlige sine 70 år. En perfekt anledning for Lilholt til at give smagsprøver på hans lange, fine og vidtspændte karriere.
Kristian Lilholt havde logisk nok valgt at gribe aftenens koncert ”kronologisk” med i numre, som har haft betydning for ham og også nogle, som han – forståeligt nok – føler en stolthed over. Således, efter den instrumentale åbning, sangen Hurtige lyse stemmer komponeret over Morten Nielsens digt Skæbne, som blev den første af egne sange, Lilholt fremførte live, men som først blev udgivet på albummet 2016.
Herefter bandt musikken historien sammen om Kristians Lilholts karriere: Historier om besværet med at få en pladekontrakt og til det lykkes. Historier om det at være med i bror Lars’ succesfulde Lilholt Band – om trangen til at levere materiale til bandet, først med succesen Kong Pukkelrygs Land og om, hvordan han måtte trække sig fra Lilholt Band for at gå egne veje, medførende en form for ”skilsmisse” for ham og Lars, men at de heldigvis under Coronatiden fandt hinanden igen og sammen skrev sangen Lige ud ad landevejen. Ingen tvivl om, at de begge har haft stor indflydelse på hinandens respektive karrierer.
Vi blev på fineste og musikalske vis indført i Kristian Lilholts forskellige, kunstneriske perioder: Som solist, de instrumentale perioder og de engelske perioder med eksempelvis Morning on Gibraltar med tekst af favoritleverandøren Brian (Kylling) Patterson. ”Kronjuvelen” af Lilholts værker må dog siges at være det storslåede Land, kæmpeprojektet baseret på kunstmaler Carsten Franks flotte årstidsmalerier og samme Franks ord til billederne, som Lilholt måtte sætte musik til. Heldigvis for det; Land 1 og Land 2 er helt fantastiske. Desværre måtte vi undvære billederne i Stubhuset til de tre satser Frostvejr (januar – Land 1), Æbleblomst i tusindtal (april – Land 2) samt den første Land-komposition: Det gule land (august – Land 1). Heldigvis er det nemt selv at lave indre billeder til den smukke musik af Kristian Lilholt godt bakket op af hans faste venner: Lasse Jørgensen på bas og trommer, Frede Panduro på mesterlig guitar, Rasmus Sitarz på trommer (og sang på The Best Years of Our Lives), virtuose søster Trine Lilholt på tværfløjte og diverse blæs samt ”fundet”, Ida Friis Virenfeldt, der som 17-årig med sin skønne, mørke alt, sang sig ind i både Kristian Lilholt og vi andres hjerter.
Således ført trygt og sikkert igennem en stor (og herlig lang) musikalsk aften, blev publikum med tre ekstranumre – først ”brødrebangeren” Café Måneskin, så Tine og Kristian Lilholts smukke afskedsnummer til deres mors begravelse Once Upon a Time med et Kald det kærlighed-tema smukt flettet ind og til sidst ”Stille Flyder Livet” sendt opløftede hjem med lovning om et gensyn.

Kristian Lilholt på scenen i Stubhuset sammen med nogle af de musikere, der har fulgt ham gennem mange år.
Foto: Britta Fabricius Olesen.

