- Mandag, 21. september 2026
Omkring 135 medlemmer af Støvring Seniorer var tirsdag eftermiddag mødt op i Stubhuset for at høre folketingsmedlem og tidligere minister Flemming Møller Mortensen fortælle om sit liv. Det blev en eftermiddag med personlige fortællinger, rejseoplevelser, politik og masser af humor.
STØVRING: Flemming Møller Mortensen tog tilhørerne med tilbage til barndommen i Store Brøndum, hvor han voksede op i 1960’erne og 1970’erne. Tilknytningen til byen fulgte ham gennem livet, og som voksen købte han en forfalden gård, byggede et nyt hus og boede der i flere år.
Han fortalte også om initiativet til at omdanne byens gamle frysehus til et »hotel«, som stadig fungerer i dag.
Efter uddannelsen som sygeplejerske gik turen til Indien, hvor han arbejdede med spedalske. Senere blev det til arbejde i Grønland og mange år som sygeplejerske på Aalborg Sygehus.
Herefter skiftede han til medicinalindustrien med kontakt til lægeklinikker over hele landet og mange rejser. Samtidig engagerede han sig politisk i Skørping Kommune og blev i 2007 valgt til Folketinget for Socialdemokratiet. Fra 2020 til 2022 var han minister for udviklingssamarbejde og nordisk samarbejde.

Omkring 135 medlemmer af Støvring Seniorer var mødt op i Stubhuset til en eftermiddag med fortællinger, humor og mulighed for spørgsmål fra salen.
Arbejdet på Christiansborg har siden bragt ham på mange udlandsrejser, blandt andet sammen med det daværende kronprinspar. Han havde derfor også medbragt en kasse med forskellige effekter fra sine rejser, blandt andet et foto af USA’s tidligere præsident Joe Biden, den daværende kronprinsesse Mary og ham selv.
Eftermiddagen bød på både humor og spørgsmål fra salen, og fortællingen om Flemming Møller Mortensons liv blev kvitteret med lange klapsalver.
/HF

