- Tirsdag, 15. september 2026
Der var store historiske og kulturelle oplevelser til 47 medlemmer af Terndrup-Blenstrup-Bælum og omegns Seniorforening, da de var på tur til det sydlige Danmark.
ØSTHIMMERLAND: Drilsk sensommervejr fra begyndelsen kunne ikke spolere forventningsglæden, da en gruppe østhimmerlandske seniorer tog på todages-tur til Sønderjylland.
Første stop var Ejer Bavnehøj hvor der blev serveret kaffe/rundstykker. Havde man lyst var der også mulighed for at se Genforeningstårnet med fantastisk udsigt over det østjyske landskab.
Grænsehandel
Efter de jyske højder gik turen videre mod syd. Et stop ved Fleggaard i Harrislee gav et par timer til at klare de obligatoriske indkøb ved grænsen, inden bussen satte kurs mod Gråsten.
Planen var oprindeligt at opleve Den Kongelige Køkkenhave, men da portene lukkede kort efter ankomst, blev ruten hurtigt lagt om til Gråsten Slotshave. Det viste sig at være en heldig ombytning, for haven præsenterede sig fra sin smukkeste side med sine vidtstrakte plæner, skovpartier og blomsterbede.

Kaffe på Sønderborg Havn med Kongeskibet Dannebrog ved kajkanten var en helt særlig oplevelse.
Kongeskibet
Dagens højdepunkt for mange indtraf dog ved Sønderborg Havn. Mens selskabet nød kaffe og Vitas hjemmebagte kage ved slotskajen, lå Kongeskibet Dannebrog fortøjret lige foran dem. Det store, hvide skib med sine messingdetaljer var et imponerende syn, og selvom ingen med sikkerhed kunne sige, om de kongelige var ombord, kastede skibet en særlig glans over eftermiddagskaffen.

Kaffe ved Sønderborg Havn.
Hjortspringbåden
Efter en hyggelig aften og overnatning på Nørherredhus i Nordborg, hvor det venlige personale og den gode mad høstede store roser, fortsatte turen næste morgen mod Nordals og et besøg hos Hjortspringbådens Laug.
Deltagerne fik her et fascinerende indblik i det store arbejde med at genskabe en tro kopi af den berømte Hjortspringbåd, Danmarks ældste plankebyggede båd fra omkring 350 f.v.t.
Turen fortsatte med et besøg i Universe Science Park. Her blev selskabet guidet gennem Danfoss’ historie. Fra de spæde skridt i Mads Clausens produktion til den globale teknologivirksomhed, vi kender i dag.

En hyggestund i Gråsten Slotshave.
Bidsk vejr ved Dybbøl
Vejret viste igen tænder ved Dybbøl Mølle, og den planlagte gåtur måtte erstattes af en frokostpause i bussen med medbragte sandwich. Ved Skamlingsbanken klarede det op, netop da kaffen og kagen var indtaget, så alle kunne nå at nyde den storslåede udsigt over Lillebælt fra Sønderjyllands højeste punkt.
Turen blev afrundet på Hedensted Sognegård med en to-retters menu inden sidste etape mod nord. Klokken 21 var bussen tilbage i Østhimmerland med en flok trætte seniorer, der kunne se tilbage på to dage med masser af indtryk, historie og dejlige minder.
/JJ

