Imponerende sandskulpturer, Klarborgnisser og fælles hygge på en dejlig sensommerdag for seniorforeningen i Skørping.

SKØRPING/VENDSYSSEL: 24 forventningsfulde medlemmer af Skørping Seniorer drog for nylig mod Nordvestvendsyssel på en udflugt, der bød på alt fra imponerende sandskulpturer til fortællinger om nisseproduktion og kreativt håndværk.

Skyfri himmel

Turen begyndte under en skyfri himmel ved Skørping Station, hvorefter bussen satte kurs mod Hune. Første stop var Skulpturparken Blokhus, som i år har dannet ramme om temaet ”Fantasy Art”.

Her var der rig mulighed for at lade sig fascinere af de ti massive sandskulpturer, der med deres detaljerede udformning imponerede seniorerne fra Skørping.  Parkens haveanlæg bød også på oplevelser mellem blomster og buske. Træskulpturer i alle størrelser... fra små, fine figurer til drabelige krigere dukkede op i det grønne.

Skulpturparken Blokhus (i Hune) var første stop på en dejlig sensommertur for Skørping Seniorer.

Kaffe i det fri 

Efter de mange indtryk i Hune fortsatte selskabet til en lokal rasteplads, hvor den medbragte kaffe og kage blev indtaget i hyggeligt samvær.

Klarborgnisser

Næste punkt på programmet var Gammelbo i Moseby, hjemsted for Klarborg-nisserne. Her fik deltagerne en indføring i Etly Klarborgs livsværk og den kreative proces bag de karakteristiske nisser, hun har designet gennem årtier. Fortællingen vakte stor begejstring, og flere af deltagerne benyttede lejligheden til at sikre sig en nisse eller to med hjem til samlingen.

Uventet oplevelse

Hjemturen bød på en uplanlagt, men kærkommen ekstraoplevelse. Da bussen nåede Nørresundby, gik Limfjordsbroen op, hvilket gav deltagerne god tid til at betragte den omfattende byudvikling langs havnefronten på begge sider af fjorden.

Ventetiden blev fulgt op af en panoramatur gennem Aalborg, hvor bussen blandt andet passerede Musikkens Hus, før kursen igen blev sat mod Skørping efter en dag fyldt med gode oplevelser. 

/JJ 

e-max.it: your social media marketing partner