- Tirsdag, 15. september 2026
Der blev fortalt om revision, økonomi, byggeri og bil-leasing, da Herreværelset under Ældre Sagen besøgte Stepto & Flexto i Porsborgparken – og enkelte måtte vist lige krølle sig lidt sammen for at komme til rette i de eksklusive biler.
STØVRING: Margrethe Brandt og Lars Søgaard havde inviteret Herreværelsets medlemmer indenfor på Stepto & Flextos domicil i Porsborgparken, hvor de fortalte om de aktiviteter, der gemmer sig bag de to firmanavne.
Margrethe Brandt lagde ud med historien om Stepto, som blev grundlagt i 2007 med fire skriveborde i Juelstrupparken. Med tiden blev pladsen for trang, og i 2023 flyttede virksomheden til det nuværende domicil i Porsborgparken. Stepto arbejder blandt andet med økonomisk rådgivning, revision og budgetlægning for landbrug og andre brancher.

Der blev kigget nærmere på de flotte biler, da Herreværelsets medlemmer fik mulighed for at gå rundt og se nærmere på udvalget hos Flexto.
Herefter overtog Lars Søgaard fortællingen og gav gæsterne et indblik i det spændende byggeri. Han fortalte blandt andet om de mange detaljer i vægge, loft og gulv samt virksomhedens eget solcelleanlæg og beplantningen omkring bygningen.
Lars Søgaard fortalte også om Flextos tilblivelse og om de mange regler, der følger med bil-leasing. Har en kunde særlige ønsker til bil, farve, indtræk eller andet, er der mulighed for at søge efter biler i hele Europa.
Besøget sluttede med det obligatoriske »dæk-spark« og mulighed for at nærstudere nogle af de mere eksklusive biler. Der blev blandt andet mulighed for at sætte sig til rette i en Ferrari, Porsche og Audi. Det krævede dog en vis smidighed – man skulle næsten kunne »krølle« sig sammen for at komme ned i bilerne og derefter have kræfter nok til at komme op igen.
/HF

