Det traditionsrige stævne bliver som altid afviklet på Wiffertsholm Gods, der i weekend 19-20. september igen åbner sine døre og jorde for de mange heste og ryttere.

Af John Jensen, lokaljournalist

n KORUP: Siden 1977 har ryttere, kuske og hesteinteresserede været samlet til stævne i de smukke omgivelser ved det østhimmerlandske gods Wiffertsholm. 50 stævner er det blevet til, og det skal markeres med et jubilæumsprogram med de traditionelle aktiviteter, krydret med festaften lørdag i laden og en weekend i jubilæumsmode.

Stævnet er fyldt med traditioner. Blandt andet bliver godsejeren med familie hentet i hovedbygningen og kørt i hestevogn ned til avlsbygningerne, hvor åbning og afslutning af stævnet finder sted.

Lørdag med fest

Det store ridestævne begynder lørdag morgen med Jysk Mesterskab i pløjning med hest, hvor publikum kan opleve de dygtige kuske og arbejdsheste på tæt hold gennem hele dagen. Klokken 13 afvikles den traditionsrige åbningsparade på gårdspladsen, hvor ryttere og heste sendes ud i skoven. Jubilæumslørdagen rundes af med festmiddag i laden og underholdning med standupkomikeren Mikkel Bech, der blev fynsk mester i stand up i 2025.

Wiffertsholmstævnet byder også på skovture i hestevogn.

Afslutning søndag

Søndag byder på orienteringskørsel i skoven og ringridning, inden deltagerne efter frokost begiver sig ud på forskellige skovture, tilpasset både heste, ponyer og islandske heste. Stævnet afsluttes klokken 15 med en fælles afslutningsparade på gårdspladsen. Her uddeles rosetter til vinderne i de forskellige konkurrencer, og det amerikanske lotteri afgøres.

Jysk mesterskab i pløjning med hest er blandt aktiviteterne ved det store stævne.

Mange traditioner

Wiffertsholmstævnet er fyldt med traditioner og aktiviteter, der vender tilbage år efter år. Og sådan har det været i alle årene, fortæller Lars Chr. Nielsen fra Sørup. Han har været med næsten fra starten, og på stævnedagen står han for stalden i samarbejde med Søren Nielsen, og Kjeld Papsøe.

Stævnet begyndte i 1977 hvor hingsteejer Niels Grøndal så det fantastiske terræn og forhørte sig hos familien Lindegaard, om det var muligt at holde et hestearrangement. Familien Lindegaard var med på ideen, og så var Wiffertsholmstævnet en realitet.

De første år med mere ydmyge rammer, hvor deltagerne overnattede på høloftet. Men det har udviklet sig, og i dag giver telte, campingvogne og autocampere mere komfortable forhold for de feste deltagere. 

Selv om der ikke er så mange dæk at sparke på, kan man jo godt ordne verdenssituationen i en stille stund ved stævnet.

De frivillige

Der en stor gruppe frivillige, som har opgaver ved stævnet, og en pæn del af dem har også været med i mange af årene. 

Tage Lyngberg, der var med til at starte Wiffertsholmstævnet, og i en alder af 79 år stadig er med til at få det til at køre. Jytte Andersen har stået for ring­ridningen de sidste 20 år og Kirsten og Knud Erik Tomra har lavet spørgsmål til orienteringskørslen i lige så mange år.

Mange andre burde nævnes også blandt yngre kræfter, lyder det fra Lars Chr. Nielsen, der dog fremhæver den tidligere jagtrytter Kirsten Nørgaard, som har været en stor hjælp i mange år. Hun kender terrænet som sin egen bukselomme og har planlagt mange af turene. Kirsten var en habil jagtrytter og førte feltet rundt i terrænet på Wiffertsholm. 

Der er også muligheder for særlige oplevelser for børn ved stævnet.

Åbent for alle

Gennem hele weekenden vil der være aktiviteter for børn og voksne på pladsen med forfriskninger, legehjørne og kæphesteforhindringer.

Wiffertsholmstævnet er åbent for både deltagere og besøgende, og arrangørerne håber, at mange vil kigge forbi og være med til at markere den særlige milepæl, lyder det fra Lars Chr. Nielsen.

Orienteringskørsel er én af konkurrencerne ved Wiffertsholmstævnet.

e-max.it: your social media marketing partner