- Onsdag, 9. september 2026
Lørdag den 24. oktober bliver der lagt op til en hyggelig og musikalsk aften i Siem Forsamlingshus, hvor god mad og kendte rockklassikere går hånd i hånd.
SIEM: Aftenen begynder med en stor buffet leveret af Merethe i Blenstrup, inden Johnny Madsen Jam går på scenen og fyrer op under en række af Johnny Madsens største og mest elskede sange.
Johnny Madsen Jam er kendt for deres rendyrkede vestjyske rock’n’roll og for at levere en koncertoplevelse med masser af spilleglæde, nærvær og fællessang. Bandet er desuden det eneste kopiband, der har fået Johnny Madsens egen anerkendelse.
På repertoiret er naturligvis de mange kendte hits, men bandet bevæger sig også ind i de mere sårbare ballader – alt sammen leveret med stor indlevelse og respekt for den originale musik.
Der er derfor lagt op til en aften med både god mad, musik og hyggeligt samvær, når Siem Forsamlingshus inviterer naboer, venner og familie til festlig Madsen Revival.
/HF

