Trods truende vejrudsigt, der lovede blæst og masser af regn, var der fredag og lørdag rigtig flot tilslutning til årets Havnebyfest i Støvring.

Af John Jensen, lokaljournalist

STØVRING: Man kan heldigvis ikke altid stole på, hvad meteorologerne forudser. Sådan lyder det fra en glad Evan Bisgaard fra arrangørgruppen bag årets Havnebyfest i Støvring.

- Vi fik en fantastisk fest med lunt vejr og masser af deltagere, siger han.

Havnebyfesten fik ellers en skidt start med en regnfuld fredag eftermiddag og truende vejrudsigt. Men regnen stilnede af, og festteltet var fyldt godt op hele aftenen, lyder det fra Evan Bisgaard. 

- Der blev faktisk rigtig godt festvejr fredag aften og hele lørdagen, siger han. 

Lørdag aften blev en stor succes med rekordstort antal deltagere til spisning og musik med Johnny the Blues.

- Et fantastisk orkester, siger Evan Bisgaard, og vi havde 5-600 deltagere i teltet og på forpladsen. 

Hele lørdagen var der masser af aktivitet i Jernbanegade og Fredensgade, der begge var spærret af og inddraget til festplads for børn i alle aldre.

- Handelsstandsforeningen og frivilligcenteret havde nogle gode aktiviteter, og så havde vi besøg af veteranbiler fra Øster Hornum, siger Evan Bisgaard.

Der var skaterbane, hoppeborge, kæmpeskak, guldgraveri og andre af havnebyfestens tilbagevendende aktiviteter. 

Våd begyndelse

Eneste sten i skoen for Havnebyfesten 2026 var starten fredag eftermiddag. Regnen holdt mange hjemme, og de få, der var til stede, stod og skuttede sig lidt under udhæng, pavilloner og i teltet.

- Det gik lidt ud over Street Food-delen. Normalt står folk jo i kø, allerede når vi begynder, men det var lidt tyndt i år, siger Evan Bisgaard, der til gengæld kan glæde sig over, at resten af festen foregik i, hvad han vil kalde næsten perfekt vejr.

havne14
havne13
havne12
havne11
havne10
havne9
havne8
havne7
havne6
havne5

e-max.it: your social media marketing partner