STØVRING: Søndag blev sognepræst Alma Elisabeth Ljungvall-Mortensen officielt indsat ved en festlig gudstjeneste i Støvring Kirke. Det var provst Kristine Jersin, som forestod indsættelsen. Selvom Alma blev ansat allerede i januar, har hun været på barsel, og derfor var det først nu, at menigheden kunne byde hende velkommen i embedet.

Provst Kristine Jersin forestod indsættelsen af Alma Elisabeth Ljungvall-Mortensen som ny sognepræst ved Støvring, Sørup og Gravlev Kirker.

Både menighedsråd, kirkens ansatte og menigheden ved Støvring, Sørup og Gravlev Kirker har set frem til dagen, og der var stor glæde over endelig at kunne markere begyndelsen på samarbejdet med kirkernes nye præst. Forventningerne til det fremtidige arbejde i og omkring kirkerne er høje, og dagen bar præg af både varme, fællesskab og forventning. 

I sin indsættelsesprædiken tog Alma udgangspunkt i Antoine de Saint-Exupérys klassiker Den Lille Prins. Her pegede hun på, hvordan mennesker ofte ser verden gennem egne erfaringer, forventninger og forestillinger, hvilket kan gøre os blinde for det, der ligger uden for vores sædvanlige forståelsesrammer.

Kolleger fra provstiet mødte op til fejringen af ny kollega.

Med afsæt i søndagens evangelietekst talte hun om faren ved at lade fordomme og fastlåste forestillinger styre vores blik. Jesus mødte ifølge prædikenen mennesker, som kendte skrifterne og ventede på Guds komme, men som alligevel ikke genkendte ham, fordi han ikke levede op til deres forventninger. Alma understregede, at troen ikke først og fremmest handler om mere viden, men om at bevare et åbent hjerte og modet til at lade sig forandre.

Et centralt tema i prædikenen var det velkendte citat fra Den Lille Prins: ”Kun med hjertet ser man godt. Det væsentlige er usynligt for øjet.” Alma fremhævede, at mennesker let kommer til at fokusere på det målbare og synlige, mens det vigtigste ofte findes i relationer, fællesskab, kærlighed og omsorg for næsten. Hun opfordrede menigheden til ikke at lukke sig inde i egne forestillinger, men være åbne for at møde både Gud og medmennesker på nye og uventede måder.

Efter indsættelsesgudstjenesten var der reception i sognegården, hvor et veldækket kagebord, fællessang og flere taler satte en festlig ramme om dagen. Talerne vidnede om, at både ansatte og menighedsråd længe havde glædet sig til at tage imod Alma, og receptionen gav samtidig menigheden mulighed for at hilse på deres nye præst.

Efter indsættelsen blev der nydt kagebord, fællessang og taler i sognegården.

Med indsættelsen er samarbejdet nu officielt skudt i gang, og både menighed, ansatte og menighedsråd ser frem til tiden, der kommer, med Alma som en del af fællesskabet i Støvring, Sørup og Gravlev Kirker.

/LO

e-max.it: your social media marketing partner