FDF’erne fra Støvring har brugt ni dage af sommerferien på FDF’s store landslejr, hvor tusindvis af børn og unge fra hele landet var samlet til oplevelser, aktiviteter og samvær.

STØVRING: Med rygsækken fuld af oplevelser er FDF’erne fra Støvring netop vendt hjem efter FDF Landslejr 2026. I løbet af lejren, som foregik på Friluftscenter Sletten ved Silkeborg, har deltagerne blandt andet bygget deres egen lejrplads fra bunden, sovet i telt, gravet fedtfælde og lavet mad over bål. Programmet har været fyldt med aktiviteter – blandt andet Danmarks største vandkamp, der den 12. juli samlede både FDF’ere og besøgende til et brag af en vandkamp.

FDF Støvring havde også glæden af at servere frokost for borgmester Jesper Greth. Borgmester Jesper Greth havde takket ja til at besøge FDF Landslejr 2026. Efter en introduktion sammen med andre borgmestre fra hele landet blev Jesper Greth fulgt til FDF Støvring, hvor han fik serveret frokost sammen med børnene. Der var flere børn fra FDF Støvring, som fik Jespers autograf i deres lejrbog. Som alle andre hjalp Jesper med at vaske sit eget service op, inden der blev budt på en rundtur til de andre FDF-kredse fra Rebild Kommune.

Tusindvis af deltagere og gæster var samlet til gudstjeneste under åben himmel, smukt omkranset af de mange faner fra FDF-kredse over hele landet. Foto:Tommy Just Soelberg

– Det største for mig er de store lejrbål, hvor vi 8.000 samles til en fælles oplevelse. Men også det at hjælpe børn med aktiviteterne og se den glæde, der stråler ud fra dem. Det er alt arbejdet værd, fortæller Tommy Just Soelberg, leder i FDF Støvring.

En lejr, der sætter spor

Landslejren er ikke kun fyldt med aktiviteter, men også med nye bekendtskaber på tværs af landet. Her bliver det tydeligt for deltagerne, at de er en del af et fællesskab, der rækker langt ud over deres egen kreds – og de vender hjem med nye venskaber og gode minder.

35 FDF’ere fra Støvring er vendt hjem fra landslejr ved Silkeborg med ni dage fyldt med teltliv, bålmad, oplevelser og nye venskaber. Foto: Tommy Just Soelberg.

For deltagerne fra FDF Støvring slutter lejren nu, men minderne og venskaberne lever videre længe endnu.

/HF

 

FAKTA

FDF’s landslejr afholdes hvert femte år af Frivilligt Drenge- og Pige-Forbund, FDF. FDF er en frivillig børne- og ungdomsorganisation med 350 lokale kredse over hele landet. 

FDF giver børn og unge et ståsted at møde verden fra gennem relationer, tro, leg og samfundsengagement.

e-max.it: your social media marketing partner