Museum Rebild står over for en større forandring, der skal sikre, at de unikke historier om krybskytter, spillemænd, udvandrere og meget andet overlever ind i en ny tid.

Af John Jensen, lokaljournalist

REBILD: Museum Rebild gør sig klar til at tage afgørende skridt ind i en ny fremtid for museet, der tidligere på året fejrede sit 75-års jubilæum. 

Museet vil forny sig i formidlingen af de mange gode historier, udstillingerne byder på, men også ved at give den 62-årige museumsbygning en tiltrængt renovering, fortæller museumsinspektør Niels Jørn Østergaard.

- Bygningen er jo fra 1964, og den er nedslidt. Arkitektonisk er det fortsat en flot bygning, som blev tegnet af arkitekt Holmegaard fra Gravlev, men den svarer jo ikke til tidens standard, så der skal gøres noget, siger han.

- Tag, døre og vinduer skal fornyes og man vil gerne have en elevator, der kan gøre første sal tilgængelig for svagt gående og handicappede. Toiletterne skal gøres tidssvarende, og der skal også gerne laves bedre køkkenfaciliteter, fortæller Niels Jørn Østergaard.

Måske en kælder

Museumsfolkene drømmer også om mere plads til udstillinger. Det kan ske ved tilbygning til den eksisterende bygning, men også ved at bevæge sig ned i jorden,

- Vi overvejer at lave kælder under en del af bygningen for at skaffe flere kvadratmeter, siger Niels Jørn Østergaard.

Fondsmidler

Det er et stort projekt at sætte i søen for Museum Rebild, så det bliver nødvendigt at skaffe finansiering fra blandt andet fonde.

I første omgang skal der skaffes 600.000 kroner til et forprojekt, som arkitektfirmaet Gadeplan fra Aalborg har givet tilbud på. Forprojektet vil indeholde tegninger, beregninger, ideer og tanker, tilladelser og den slags.

LAG Himmerland har givet tilsagn om 300.000 kroner under forudsætning af, at museet selv finder de sidste 300.000 kroner, fortæller Niels Jørn Østergaard.

- Det er vi i gang med, og hvis det går, som vi håber, regner vi med, det falder på plads, så arkitektfirmaet kan begynde arbejdet efter nytår, siger han.

Når Gadeplans arbejde er overstået efter et halvt til et helt år, skal den store finansiering på plads, og da vil det være helt andre beløb, der er brug for. Hvor mange kroner, det kommer til at dreje sig om, er det for tidligt at udtale sig om, mener Niels Jørn Østergaard, men det bliver de store danske fonde, der skal på banen i den forbindelse.

Fornyelse i udstilling

Men der skal også skaffes midler til en modernisering og gentænkning af udstillingerne, fortæller museumsinspektøren.

- Udviklingen har jo bevæget sig mod, at museer bruger mere billede, lyd og video, og det vil vi selvfølgelig også gerne gøre mere brug af, siger han.

DNA’et ændres ikke

Selvom rammerne skal være moderne, vil indholdet forblive tro mod museets DNA. Som det eneste udvandrermuseum i Danmark og med et landsdækkende folkemusikarkiv sidder museet på en guldgrube af historier, der ikke kan opleves andre steder.

Men Museum Rebild har også andet at byde på. På museet i Rebild kan man opleve den lokale kulturarv med skovdrift, krybskytter, keramik, kulsvidning og meget andet. 

- Vi skal også blive bedre til at gøre lokalområdet opmærksom på, at vi har meget at byde på i forhold til vores fælles historie, siger Niels Jørn Østergaard.

Et lokalt fællesskab

Han håber, at Museum Rebild i de kommende år kan blive en institution, som alle i lokalområdet kender og føler et ejerskab til.

- Det er jo historier, der i stor stil bliver fortalt blandt andet på guidede ture. Og vi er jo faktisk stedet, hvor man for eksempel kan komme ind og se krybskytternes våben og spillemændenes instrumenter. Så vi håber da også at få mere samarbejde i den retning, lyder det fra museumsinspektør Niels Jørn Østergaard.

Museum9-Krybskytterne
Museum8-Kuldsvidning-i-Rold-Skov-
Museum7-Prrievognen
Museum6-Lars-Kjr-i-sit-skjul
Museum5-Udvandrerbolig
Museum4-Jubilumsfest-2
Museum3-Museum-Rebilds-udstilling-af-Marionetteateret-
Museum1-Museum-Rebild-3
Museum2-Udvandrermuseet-i-Nabohuset

e-max.it: your social media marketing partner