Museum Rebild har formidlet folkemusik og Rebild-egnens historie siden 1951, og gennem årene er der kommet mange andre fokusområder til.

Af John Jensen, lokaljournalist

REBILD: Det var et helt særligt arbejde, der blev sat i gang for 75 år siden, da skovløber Emil Blicher og spillemanden Evald Thomsen i samarbejde med andre lokale skabte et museum med fokus på spillemandsmusik samt Rebilds og Rolds Skovs historie.

Evald Thomsen havde på daværende tidspunkt allerede i godt 10 år været i gang med at indsamle materiale om den danske spillemandsmusiks rige traditioner, og han havde haft stor succes med at samle folk til baller med spillemandsmusik på hotellet i Skørping.

Oprettet i 1951

Det arbejde blev fra 1. juli 1951 videreført på Hjemstavns- og Spillemandsmuseet i Rebild, hvor det nye museum samlede utallige gamle spillemænd om søndagen for at spille og bevare spillemandsmusikkens kulturarv. Lidt senere fik folkedansen også sin plads ved søndagsarrangementerne.

Søndagsdans

Siden da har den danske spillemandsmusik og dansen haft et hjemsted ved parkeringspladsen ved Rebild Bakker. Der kan stadig opleves folkemusik og dans på museet hver søndag eftermiddag, men de senere år er museets palet blevet væsentligt større.

Særudstillinger

Formidlingen foregår både ved faste udstillinger, og ved særlige udstillinger med afgrænsede emner:  stormfald, kulturspor, husmandsbevægelsen, folkesangeren Ingeborg Munch, og gennem mange år er der lavet levendegørelse af traditionel husflid og håndværk.

Andre historiske samlinger på egnen er blevet lagt sammen med museet i Rebild, sådan at det i dag kan tilbyde de besøgende en bred vifte af udstillinger.

Ud over musik og dans kan Museum Rebild nu fortælle om kulturhistorien i Rold Skov, den danske udvandrerhistorie, folkekulturen med landsdækkende arkiv og Savværksmuseet på Vedsted Skovhus.

Jubilæumsreception

Onsdag 1. juli markerer Museum Rebild 75-årsdagen med en reception, hvor alle interesserede kan være med til at fejre jubilæet, og måske også høre om planerne for den nærmeste fremtid.

Der venter store opgaver i de kommende år. Museumsbygningen, der blev opført i 1964, er efterhånden temmelig slidt, så den skal have en større renovering, og placeringen af Museum Rebilds mange temaer skal også genovervejes, lyder det fra museets ledelse i en pressemeddelelse.

e-max.it: your social media marketing partner