- Tirsdag, 9. juni 2026
Ø. Hornum Seniorer har nu gennemført første halvdel af årets program, som har budt på mange spændende oplevelser og hyggelige samvær.
Ø. HORNUM: Foråret har blandt andet budt på en kør-selv-tur til Himmerlands Kvægslagteri, et spændende virksomhedsbesøg hos Rockwool samt en bustur til Rhododendronparken i Brønderslev. Her blev dagen rundet af med middag og et besøg på Schumanns Cirkusgård.
Derudover har medlemmerne deltaget i filmaftener, underholdning med Michael Back, som fortalte om blandt andre Liva Weel og Kim Larsen, en hyggelig portvinssmagning samt seks bankospil, der som altid samlede mange deltagere.

Busturen til Rhododendronparken i Brønderslev var blandt sæsonens populære arrangementer.
De faste aktiviteter holder nu sommerpause, men allerede den 14.-20. juni drager 29 medlemmer på en bustur til Polen, som bliver foreningens sidste aktivitet inden efterårets program tager over.
Ø. Hornum Seniorforening har i dag 310 medlemmer og glæder sig over den store interesse for foreningens mange arrangementer og det gode fællesskab, der kendetegner aktiviteterne.
/HF

