- Tirsdag, 2. juni 2026
De frivillige kræfter i midtbyprojektet arbejder hårdt for at gøre de mange gode idéer til byforskønnelsen af Støvring midtby til virkelighed. Her spiller kunsten i byrummet også en stor rolle...
Af lokaljournalist Lisette Hansen
STØVRING: To år er gået siden Rebild Kommune blev udvalgt som en af de heldige 14 kommuner til satsningen ”frie bymidter”. Det har dog ikke været let at få øje på store forandringer i bybilledet indtil for nyligt med de nye beplantninger og stisystem på bytorvet. Men nu har de frivillige i midtbyprojektet smøget ærmerne op og gør deres for at de store drømme ikke blot bliver ved snakken – og håber på, at kommunen vil følge trop.

Både kommunen, Frivilligcentret, lokalrådet og billedkunstnere var repræsenterede i gruppen, der var taget på inspirationstur.
Vind i sejlene
Udover de arbejdsdage, som arbejdsgruppen har påbegyndt med oprydning og vedligehold i midtbyen, har de sat et nyt projekt i søen: en kunstrute. Det blev besluttet på et aftenmøde i Frivilligcentret, hvor lokale kom med mange gode idéer til hvordan kunsten kan spille en rolle i et mere vel- og vedkommende byrum. Inspirationen kom bl.a. fra den kunststi, som med stor succes er blevet etableret i Løkken – og som også tiltrækker en del turister.

Projektleder Jonna Liv Jensen ledte med stort engagement rundvisningen på kunststien og fortalte om de forskellige værker; hvoraf hun selv har udformet et par stykker.
Onsdag var en delegation fra midtbyprojektet taget på ekskursion netop dertil. Her blev de vist rundt af enmandshæren og ildsjælen Jonna Liv fra Kulturhus Løkken, som engageret fortalte om processen, værkerne, finansiering og praktiske udfordringer. Efter de seks kilometers rundvisning i strålende solskin og frisk havvind ledte aktivitetsudvikler Martin Langballe fra midtbyprojektet og FrivilligCenter Rebild en workshop, hvor deltagerne udviklede på visionen bag Støvrings egen kunstrute.

En underlig fisk: Løkkens historie som fiskerby gik igen på flere måder i kunstværkerne, bl.a. også i form af forskellige fiskearter, der var placeret forskellige steder i byen blandt bro- og piksten.
Projekter på krogen
Der blev reflekteret over byens kendetegn og ”sjæl”, forankring i lokalhistorie, brug af eksisterende kunstværker og forvandling af byens øjebæer. Mødet endte ud med en konkret handleplan i forhold til hvad der er tænkt som ét af kunststiens værker og omhandler et lokalt parkeringsområde, borgerinddragelse og den lokale kunstnergruppe Børsterne… Inden projektet får ben at gå på, skal de nødvendige tilladelser selvfølgelig hentes – arbejdsgruppen håber dog på, at processen går hurtigt og at de involverede snart kan komme i gang med at sætte det første ud af mange inspirerende, smukke og meningsfulde aftryk på byrummet.

Få indflydelse!
Apropos borgerinddragelse, så ser midtbygruppen meget gerne, at alle interesserede tager kontakt og giver deres besyv og evt. en hånd med for et bedre byrum i Støvring.

