1 års fødselsdag

Af lokaljournalist Lisette Hansen

 

STØVRING: Det er nu et år siden at Lise Bak satsede hele butikken og sprang ud som selvstændig guldsmed. 

Lise, som oprindeligt er fra Suldrup, gik til projektet med stor arbejdsomhed og ikke mindst en god jordforbindelse. 

Og hun har tilsyneladende fundet en guldåre: Guldsmed Lise er blevet ”taget med storm”, som hun selv udtrykker det. Hun har på ingen måde manglet opgaver det seneste år og fortæller, at hun med hastige skridt nærmer sig reparationsbestilling nr. 1.000, og så har hun siden 1. januar skiftet batterier i 309 ure. På blot to dage, hvor hun har fejret fødselsdag, har hun lavet 13 par huller i ørerne.

- Jeg keder mig ikke, lyder det beskedent fra den unge og populære guldsmed. Udover reparationer, batteriskift og huller i ørerne modtager Lise også en del bestillinger på unika smykker bl.a. af genbrugt guld, sølv og sten. I begyndelsen havde hun besøg af sin tidligere mester ca. en gang i ugen; nu kan der gå flere uger imellem at hun har brug for hans råd og vejledning – og så kan noget af det klares over sms.

- Det er den hyggeligste guldsmed, indvender en kunde bag mig og tilføjer: - Hun er så dygtig til det hun laver!

Guldsmed Lise i Grangårdscentrret i Støvring.

Det virker der også til at være andre, der har opdaget. Lise Bak er på sin beskedne facon fortrøstningsfuld hvad angår fremtiden. Takket være den gode opbakning, er det også blevet muligt for Guldsmed Lise at blive sponsor til svømmeklubben Pingvinen. Og måske, når hun er lidt erfaring rigere, får hun brug for et par ekstra hænder i værkstedsbutikken? 

- Det skal i hvert fald nok gå! som Lise selvsikkert siger det.

e-max.it: your social media marketing partner